Esbjerg er landets bedste ungdomskommune
05. mar. 2009 13.06 EsbjergUnge mennesker har masser af muligheder i Esbjerg, og kommunen gør en stor indsats for at inddrage unge, når der skal skabes nye fritidsaktiviteter. Ja faktisk er Esbjerg landets bedste kommune for unge.
Sådan lyder de positive udmeldinger fra Dansk Ungdoms Fællesråd, der nu har besluttet at kåre Esbjerg til årets ungdomskommune.
Prisen går til en kommune, der formår at prioritere foreningsliv, inddragelse af unge og et aktivt ungdomsliv.
Og det er noget, de er rigtig gode til i Esbjerg, mener Dansk Ungdoms Fællesråd.
- Et aktivt foreningsliv giver unge mulighed for at tilegne sig demokratiske værdier som respekt for andre, samtale og dialog og ansvar for hinanden. Derfor er gode foreningsvilkår essentielt for at sikre et godt ungdomsliv, og Esbjerg har givet området et stort løft, siger Martin Justesen, der er formand for Dansk Ungdoms Fællesråd.
Tv-vært overrækker prisen
Dommerkomitéen fremhæver blandt andet, at Esbjerg Kommune giver ekstra lokaletilskud, og at der er udviklet en ny database, hvor unge selv kan gå ind og søge efter en lokalforening, de har lyst til at blive medlem af.
Og de unge kan også boltre sig og selv sætte rammerne i blandt andet Ungdomshuset Konfus og Huset Esbjerg.
Tv-vært på DR Ung og medlem af dommerkomitéen Nanna Schultz Christensen vil overække Esbjerg den ungdommelige pris i løbet af marts eller april måned.