Presset falder på kommunens telefoner
14. jan. 2010 17.07 Vejen
Ethundredesyttentusindeottehundredetooghalvfjerds.
Så mange opkald var der til Vejen Kommunes telefonomstilling i 2009.
Det lyder af mange, men faktisk er det godt 20.000 færre end året før.
Og det glæder borgerservicechef i Vejen, Jane Ussing.
Hun forklarer faldet med at sagsbehandlernes direkte telefonnummer står i breve til borgerne, og at stadig flere bruger selvbetjening via kommunens hjemmeside i stedet for at ringe.
-Målet er, at antallet af opringninger og personlige henvendelser skal falde med 10 procent om året fremover, siger Jane Ussing til dr.dk/esbjerg. Det er nemlig besluttet, at der skal flyttes penge fra "kolde hænder", altså administrativt arbejde til "varme hænder" som for eksempel ældre- og plejeområdet.
Udover de knap 118.000 opringninger til telefonomstillingen i Vejen mødte godt 41.000 personligt op på et af kommunens borgerservicekontorer.
Det er 1000 færre end året før.