Handicappede må vente
13. mar. 2010 08.05 VejenDet er ikke længere nok at sige, at du gerne vil have en bil ned til Brugsen, når du som handicappet skal have et lift til de daglige indkøb.
Siden 1. marts har Sydtrafik omorganiseret handicapkørslen, og det har givet en del begyndervanskeligheder.
- Det har været en kæmpestor omvæltning for både brugerne, vognmændene og os, siger afdelingsleder i Sydtrafik, Michael Aagaard.
Nøjagtig adresse
Problemet er, at turene skal tastes ind i en computer, og de oplysninger kører vognmændene efter. Derfor skal brugerne kende den nøjagtige adresse, så en GPS kan vise vej.
- Det er altså ikke længere nok, at en kunde siger hun skal lige på sygehuset eller ned til Brugsen, hun skal kende adressen, og det tager noget tid, før brugerne har de oplysninger klar, når de ringer til os, siger afdelingslederen.
De 8.000 syddanske brugere af handicapkørslen har i de første dage oplevet ventetid på op til ti minutter, når de ville bestille en tur.
- Og den ventetid, arbejder vi selvfølgelig på, bliver kortere, siger Michael Aagaard.