500 pædagogere skal være sundere inden 2013
06. sep. 2010 06.41 VejenTre fjerdedele af pædagogerne og dagplejerne i Vejen Kommune skal blive sundere inden 2013.
Så konkret lyder målet for et nyt projekt, som kommunen netop har sat i gang med støtte fra forebyggelsesfonden.
Tabe sig og dyrke motion
Medarbejderne skal tabe sig, leve sundere og dyrke mere motion med hjælp fra kompetente rådgivere.
- Vi vil uddanne sundhedsaktører, der skal fungere som inspiratorer på arbejdspladserne. De skal komme med ideer til, hvordan man undgår forkerte løft i hverdagen, hvordan man får en sundere kost og måske også arrangere fælles motions-aktiviteter uden for arbejdstid, siger Projektleder og Sundhedsvejleder i Vejen Kommune Pia Due.
Livsstil vigtig
Hver institution i Vejen Kommune skal have sin egen sundhedsaktør.
- Vi ved, at overvægt og manglende motion er en væsentlig faktor, når det handler om nedslidning. Derfor er livsstil også en del af projektet, siger Pia Due.
Det er friviiligt for kommunens 500 pædagoger og dagplejere, om de vil deltage i projektet.
Ud over kost og motion handler projektet også om at forebygge de situationer, hvor hverdagen kan slide på fysikken. Det kan f.eks være, hvordan pædagoger og dagplejere undgår at løfte for meget på børnene.
Støtte med 4 mio. kr.
Forebyggelsesfonden har støttet projektet i Vejen med lige knap 4 millioner kroner.
Alle kan søge om støtte fra forebyggelsesfonden - både private og offentlige.
Fonden blev indført ved lov for tre år siden, og uddeler alene i år 410 millioner kroner til projekter, der forebygger og forhindrer nedslidning.
Her i landsdelen har også Skare Food med hovedsæde i Vejen, og fødevarevirksomheden BHJ Foods A/S i Gråsten fået støtte til projekter, der skal forebygge nedslidning.