Olav Rabølle Nielsen
Jeg hedder Olav Rabølle Nielsen, snart 55 år, gift med Mette Severin som jeg har været gift med i 15 år.
Sammen har vi Rakel på 14 år (snart 15, hvilket hun dagligt påpeger). Derudover har vi indtil flere sammenbragte børn, for nemheds skyld siger, jeg altid jeg har 5 børn, hvilket ikke er usædvanligt i det miljø, jeg færdes i.
Til husholdningen hører også Whisky, Mira og Tilde, tre terrier af racen West Highland Terrier. I køkkenet har vi Parakit-papegøjen Birdie og på mit kontor har jeg en stor Ara-papegøje ved navn Hr. Larsen (opkaldt efter en kendt Odenseaner, der kan også kan snakke fanden et øre af).
Jeg har arbejdet på Humlehaveskolen siden dimissionen på Odense Lærerseminarium i 1979, først 4 år som lærer, så 3 år som viceinspektør og siden da som inspektør. Herudover arbejder jeg som social mentor for unge og lidt ældre kriminelle såvel i fængselstiden som efter løsladelsen.
Hver weekend tilbringer jeg timer på B1909, hvor jeg især følger klubbens ynglingetrup.
Julen er børnenes og kvindernes fest, hvilket jeg kan se på kontoudtogene fra banken. Jeg selv er kommet i "underbukser-sokker-ønske-alderen", men deltager naturligvis i galskaben og går i kirke juleaften.
Har for nyligt været i Ghana i 14 dage, og hver eftermiddag overværede jeg ca. 150 supertalenters træning på en losseplads i udkanten af Accra.
Hvis jeg var millionær (mangemillionær) ville jeg forære disse talenter nogle ordenlige fodboldbaner, bolde, klubhus, badefaciliteter, fodboldstøvler, spilledragter og mere end 25 ml vand til et træningspas på 2 timer i 40 graders brændende sol.
Her samler jeg ind til Frelsens Hær, som bl.a. uddeler julehjælp i Odense.
Olavs dagbog
-
1. december
Fik den 25 øre der var i overskud da vi delte 2984,25 med 4.
De 25 øre fik han for en historie om betroede talenter.
-
5. december
Var til julefrokost i B1909 og fik 3000 kr. i kassen.
-
8. december
Julelotteri på lærerværelset har foreløbig givet 1000 kr. i kassen, og så har min gamle skolelærer Johannes Laursen doneret 100 kr, ligesom tidligere konsulent for to-sprogsundervisningen i Odense Kommune, Annett Winther har ydet et bidrag.
Familien har lige fejret min fars 83 års fødselsdag, det gav også lidt klejner i kassen.
-
11. december
Julefrokosten i skoleleeerkredsen betød at jeg tog hjem med tunge indsamlingsbøsser, og at nogle af mine bedste kolleger har observeret at der også blev presset sedler i.
-
12. december
Cykelauktionen er slut, en venlig mand ved navn Jan bød 5100 kr.
-
14. december
Søndagsholdet i dag gav 305 kr. Og i går var jeg til fodbold i Glamsbjerhallen med 5 hold (Olav's drenge), vi vandt ikke, men der kom lidt klejner i kassen.
-
15. december
Svigermors veninde, fru Bramsen har givet en "hund" og den gamle "Norton-rotte", Paul "Beton" har doneret med 2 "hund", og så har jeg haft besøg af de sidste mohikanere i Vollsmose. (Blegansigter, som tiden har givet lidt rødme, der lige som jeg har været her altid og aldrig giver op, - en papegøje-fjer i hatten til dem, - må englene synge for dem juleaften!)
-
16. december
Jeg havde en rigtig god snak med min "karrieres moder", Britt Nørbæk (tilbage i starten af firserne næstformand i skolekommisionen i Odense, og formand for skolenævnet på Humlehaveskolen). Hun var med til at ansætte mig på Humlehaveskolen og senere at udnævne mig som viceinspektør i 1983, - siden lod hun mig svømme selv (hun har i mange år været byens bedste svømmelærer), hende har jeg meget at takke for. Til gengæld for det lagde hun "hunde" i bøtten.
-
19. december
Har lige været i Frelsens Hær og tømt bøtter. Jeg mangler nu pakkeauktion på lærerværelset i aften.
-
21. december
Den seneste cykel på auktion, blev min - jeg bød 3800 og blev ikke budt over! - Nu er "klejnerne" talt sammen og det endelige beløb (med mindre der kommer noget raslende her mandag morgen) er 23.411 kr.