Maria Guldager Rasmussen
Jeg er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og ansat på Middelfart Bibliotek. Her arbejder jeg blandt meget andet med udstillinger, læsekredse og booktalks samt anbefalinger til www.litteratursiden.dk.
Jeg har en udtalt skrivelyst, som jeg heldigvis også har mulighed for at få styret gennem mit arbejde.
Jeg læser ret bredt, da jeg mener, at det ikke nødvendigvis behøver at være "den gode historie", der driver værket… bogstaveligt talt. Lige så ofte kan det være sproget, formen, stemningen eller noget helt fjerde, der gør det værd at læse.
Jeg er altid i gang med flere bøger samtidig, og de fordeler sig som regel i følgende fire kategorier:
Klassikere: (her forstået som "et værk, der fylder noget i verdenslitteraturen") Jeg synes, det er vigtigt, at "kunne sine klassikere", da det tit er med til at give en større forståelse af al anden litteratur.
Selvhjælpsbøger: Jeg kan mærke, at jeg har godt af at læse om "mit indre liv"… det bidrager nemlig positivt til "mit ydre liv".
Bøger, jeg skal bruge i mit arbejde: Her er der som oftest tale om nye bøger, som jeg enten skal diskutere i en læsekreds eller skrive en anbefaling af.
Bøger, jeg bare ved, jeg må have i min litterære bagage: Det kan næsten være alt mellem himmel og jord, som bare af en eller anden grund tiltaler mig. Eller bøger, jeg har modtaget i gave.
Min anden lidenskab, som går hånd i hånd med den litterære, er musik.