González & Datter Transport Co

Af: Maria Amparo Escandón

”Fortæl mig I det mindste, hvorfor fanden du sidder I et mexicansk fængsel…”

Sådan siger Skuden, en af de andre indsatte til Frihed, bogens
hovedperson på en af bogens allerførste sider.

Men Frihed vil ikke umiddelbart fortælle, hvordan hun er endt i Mexicalis Kvindefængsel. Derimod skriver hun på alt, hun kan komme i nærheden af. Hun bytter sig til en køjeseng tæt ved vinduet, og skriver i månelyset på den ene toiletrulle efter den anden – i mangel af bedre.

At skrive er alligevel ikke nok for Frihed, som har så mange ord i sig. Af fængselsinspektøren får hun lov til at oprette en læseklub, hvor hun hver onsdag aften læser højt for de andre indsatte.
Læseaftnerne bliver hurtigt en succes, for selvom Frihed hver onsdag sidder med en bog i hånden, læser hun ikke op af bogen. I stedet fortæller hun.

Hun fortæller historien om en pige, hvis mor blev dræbt i en vådeskudsulykke, da datteren var spæd. Pigen Frihed i historien vokser derfor op sammen med sin far som er lastbilchauffør og kender aldrig til noget andet hjem end deres lastbil.

Friheds far elsker hende meget højt. Så højt at han næsten aldrig slipper hende af syne, og efterhånden som Frihed vokser op til en smuk ung pige, giver det ham en del problemer.

Hver aften i fængslets læseklub beretter Frihed om en ny episode fra sit liv. Mellem hver fortælling onsdag aften går de indsatte og venter spændt på næste episode. Det samme gør læseren.

I ventetiden følger vi livet i Mexicalis kvindefængsel, som det udvikler sig på godt og ondt med bestikkelse, fortvivlende skæbner og nære venskaber.

Vi får derfor to sideløbende spændende fortællinger, én fra fængslet og én fra Friheds liv i lastbilen med sin far.

Til slut fortæller Frihed sidste episode i sin fortælling. Vender med en yderst overraskende slutning sidste blad i sin bog, og får på en meget smuk måde brug for alle sine nedskrevne ord.

En gribende ”road–novel”, som jeg varmt kan anbefale – også selvom man ikke har benzin i blodårerne.