Andesteg på flere måder
08. dec. 2006 10.12 MadkorpsetLangtidsstegt and:
Læg en rist over bradepanden. Læg den klargjorte and med brystsiden nedad på risten. Hæld 1 liter vand i bradepanden – sæt den i en forvarmet ovn v/130*. lad den stege ca. 4 timer. Vend anden og lad den stege videre med brystet opad i 1 ¾ - 2 timer mere Altså ca. 6 timer i alt.
Har du ikke så meget tid:
Brun først anden ved 250 * i 20 min. med brystet nedad, vend den og og dæmp varmen til 160* - hæld evt fedtet fra, hæld ca ½ l vand i bradepanden og lad anden stege ca 2½ time. Mærk ved låret om det løsner sig og se om kødsaften er klar.
Hvis du steger anden dagen før:
Klip anden ud når den er næsten kold og læg den i en bradepande, pensel anden med andefedt og læg stanniol over.
Anden varmes ca. 45 min v/ 100* varmluft ell. 125* i almindelig ovn, tag anden ud og skru op til 200*, når ovnen er varm tages stanniolen af og anden sættes ind igen og steger ca. 15 min. Skulle anden mod forventning ikke være sprød, kan den evt. gives nogle minutter under grill, men hold godt øje med den.