Holger Danske

Provinsbyer har altid haft deres særlinge. H.C. Andersens farfar var én af dem. Når Anders Hansen - eller som han blev kaldt 'Traes fra Killerup' - kom bærende med sin kurv, havde han tit en hale af Odenses gadedrenge efter sig. Kurven var nemlig fyldt med hans mærkelige snittede træfigurer. Mennesker med dyrehoveder. Dyr med vinger. Og i håret havde han bøgegrene eller blomsterløv.

Men når farfaren havde sine lyse øjeblikke var han en god billedskærer og fængslende fortæller. Det vidste Hans Christian fra sin tidligste barndom. Men de øjeblikke blev sjældnere og sjældnere.

Det billede af en dygtig, gammel håndværker, var det som Andersen gerne ville bevare. Ikke billedet af en sindslidende farfar, der endte sine dage indespærret på Gråbrødre Hospital.

Derfor skrev 40-årige H.C.Andersen historien 'Holger Danske'. Her er hovedpersonen en ædel, gammel billedskærer. Han snitter en stor Holger Danske-figur, mens han fortæller sin lille sønnesønnen om Danmarks sagnhelte og virkelige helte.

10 år tidligere havde Andersen tegnet billedet af farfarens mørkeside. Det skete i romanen 'Improvisatoren', hvor farfaren er modellen for en ondskabsfuld, skræmmende krøbling, der tigger i Roms gader. 

Da Andersen blev ældre syntes han, han kom til at ligne farfaren mere og mere. Det syntes HC allerede han begyndte at gøre, da han mistede sine tænder. Men først og fremmest frygtede han at blive ramt af sindsygen i faderens familie. Den var han tit bange for ville bryde ud, når han følte sig mest deprimeret og forfulgt.

Her er forresten et håndfast argument mod kongesønsteorien. Den siger at H.C. Andersens virkelige far slet ikke var skomageren, Hans Andersen, men den danske kronprins. Teorien siger at det er det Andersen selv fortæller i 'Den grimme ælling'.

Andersens frygt for familiens gener viser, at han ihvertfald ikke selv mente at han kom fra noget svaneæg.