Fredag d. 6 Oktober

Jeg begynder så småt, at forstå og indse at det snart er ved at være tid. Tid til endnu engang at bevæge mig syd på mod de varmere himmelstrøg, støvet og hverdagen langt fra dem som man har kært, vennerne og i det hele taget, bare det liv som findes i København. Den sidste uges tid, er gået med at få styr på banken, dvs. få lavet en fuldmagt, således at det er muligt for min mor, at kunne betale pludselige regninger eller andet, der kunne dukke op. Få fremlejet min lejlighed ud, og i det hele taget få set de venner, som ikke har tid i weekenden.

Og i dag fredag, føler jeg mig for engang skyld afslappet, føler virkelig at alt bare hænger sammen, og jeg kan nøjes med at bruge tiden, sammen med Nina (min kæreste). Alt i alt så kan jeg godt mærke, at det ikke er første gang jeg tager af sted, og at det også er et sted jeg har været før, og som jeg nu vil se igen… Mærkeligt nok så er der en eller anden form for spænding eller glæde inde i mig. Ikke noget nyt, men den er der som den plejer. Det at kunne se hvor meget udvikling, der er sket i Kabul, også selvom det kun er en mellemstation. Før det går videre mod det sydlige Afghanistan og Camp Bastian.

Selvfølgelig er der også noget, som giver mig følelsen af savn. Nina og mig har det rigtig rigtig godt sammen, jeg kommer virkelig til at savne vores samvær, vi er virkelig ens, og passer rigtig godt sammen. Jeg er ikke et sekund i tvivl, om at vi kommer til at savne hinanden rigtig meget. Men Nina er nok den første som i stedet for alle bekymringerne, bare spurgte "Hvad kan jeg gøre for dig mens du er væk". Hvilket er helt utrolig rart, og overvældende at blive spurgt om, så mit bedste svar var "bare send nogle lakridser". Hvad skal man sige? Det er jo ikke lige det man plejer at få af vide. Men dejligt var det sku.
Men jeg ved også af erfaring, at så snart jeg kommer derned, så er det arbejdet jeg har i hovedet, så længe der sker noget, og nu mener jeg ikke krudt og kugler, men bare det at have noget at rive i. Og så længe man ikke får ris, men derimod ros og støtte hjemmefra, så er det hele faktisk meget lettere dernede. Så til jer som om muligt, har nogen af sted, så støt, også selvom det kan være svært derhjemme.
 
Mest af alt så glæder jeg mig bare til at komme af sted og få noget at rive I. Nu har der jo været så meget uddannelse forud for mission, så nu er det bare ned til det arbejde man kan li. Og vise at det er det man ka'. Således at alle dem derhjemme kan se at det virkelig gør en forskel at man er dernede, selv på trods af de uheld/ulykker der kan ske for nogle dernede (7-9-13).

 Anyway, Nina og jeg har begge snakket meget om det, det at det alligevel er 5mdr, uden andet end måske en stemme, og hvis vi er heldige, et web cam som skal holde samme på det man forlader, når jeg nu tager af sted. Normalt så tager man jo af sted i 6 mdr., hvor man derimellem så har mulighed for at se hinanden i 3uger afhængig af missionen. Men ikke denne gang, heldigvis så tager vi det begge som en oplevelse og noget positivt.