Fredag d. 13. oktober
Endnu en smuk morgen, med masser af lys allerede fra før kl. 0600. Det er lidt sjovt, for her er det fuldstændigt mørkt, når kl. er 1900 og frem til ca. 0100 hvor månen står "op", så lejren bliver fuldstændigt oplyst. Det betyder også at en pandelygte er et MUST når man er her, da man ellers ikke kan se 5 meter frem ellers. Det er jo ikke som i Danmark, hvor man ellers er vant til, at når det er lyst før 0600, så er det også lyst til sent om aftenen. Og når det så endelig er mørkt, så er der lys fra bygninger etc. til at oplyse vejen.
Nå men for kort lige at fortælle, om denne fredags begivenheder, så startede dagen med morgenmad, hvorefter vi mødtes på stationen til morgenbriefing. Her fik Günther og Nikolaj af vide, at de kunne ('kunne' betyder at det bliver konstant ændret, så intet er sikkert, før man er i luften) komme af sted til Lashkar Gah*, hvor der var kommet en MP sag, som krævede afhøringer fra vores side (MP). De skulle flyve kl. 1400 med en helikopter, og kunne derfor ikke komme med på skydebanen.
*Lashkar Gah er en by som ligger ca. 35 km sydøst for Camp Bastion, og vi flyver som regel derned, med helikopter. I Lashkar Gah er der, en mindre engelsk lejr, hvor vi også har danske soldater.
Efter en kort pakning af de to biler vi skulle ha med ud, og efter at jeg havde fået fremskaffet, det ekstra optiske sigte til vores ene LMG (let maskin gevær) kunne Steffen, Michael, vores våbenmekaniker og jeg, kl. 1030 kører mod skydebanen, som ligger knap 500 meter uden for lejren. Der klargjorde vi til indskydning af vores personlige våben, samt LMG'erne. Vi har nemlig plads til to LMG'er, på hvert af vores eskortekøretøj.
Efter små 3 timers skydning, og mange skud og sandstorme senere, kunne jeg konkludere at alle vores våben, var blevet indskudt til at ramme plet, personlige som sektionsmæssigt. Vi begav os derfor hjem mod lejren, hvor vi en lille time senere, skulle til et IED (vejbombe/mine) kursus. Jeg syntes personligt det var et rigtig godt kursus, det er måske meget, a lá det vi har haft hjemme. Men på det punkt kan man altid lære mere, også fordi det var engelske instruktører, som har deres egne erfaringer, og i det hele taget, fordi at når det gælder ting som kan dræbe en, så kan man aldrig blive for klog.
Efter kurset snakkede jeg med Nina. Jeg havde sendt en ordentlig omgang roser, til hendes arbejde. Jeg kunne ikke rigtig lade være, da hun blev 25 år lørdag. Hvilket hun var blevet rigtig glad for.
Jeg kunne godt høre på hende, at hun var begyndt at mærke på sig selv, at jeg er væk. Hun nævnte det mange gange, men virkede også glad over støtten fra sine veninder.
Jeg ledte hende hurtigt væk fra emnet, og snakkede med hende om alt andet for ligesom at få hende på bedre tanker. Så da vi efter små 10 minutter sluttede, lød hun til at have skubbet det lidt til side. Og som hun spurgte, før jeg tog af sted, så spurgte hun igen om jeg, havde fundet på noget, hun kunne gøre for mig. Hvad skal jeg sige? Jeg ønsker jo bare hun har det godt… :-) Så igen kunne jeg kun sige "breve og slik" :-). Det er der ikke, så meget af hernede.
For det som den engelske PX (militært supermarked) sælger, når der er noget, det er ikke af den billige model, hvis man kan sige det sådan. De ved i hvert fald godt, hvad de skal tage for det. Så vil man ha noget, så køber man der til en "over"pris, eller også modtager man det hjemmefra (opfordring til alle derhjemme) :-)
Men jeg tror det gælder for mange hernede, som har været ude før: vi er vant til det her, vi ved hvad vi er ude i, og nogen gange er det svært, at forklarer det for jer derhjemme. For det ikke bare det man fortæller, det er også lugten, vejret, varmen og kollegaerne der giver nuancerne og som gør at, jer derhjemme ikke vil kunne forstå det helt. Men vi gør vores bedste, ligesom I derhjemme sikkert, prøver at være forstående.
Tilbage på sporet… Efter min samtale med Nina, gik jeg over på stationen, for at høre om der var noget nyt, fra Günther og Nikolaj i "Lashkar Gah". Ole havde ikke hørt noget, men havde inden de tog af sted, lavet den aftale, at de skulle ringe lørdag kl. 1330, via den medbragte satellit telefon.
Så jeg gik over og trænede og derefter i seng.
Til slut vil jeg bare lige orientere jer derhjemme, om at jeg har nu besluttet, at jeg vil påskrive en dagens sætning, for hver gang jeg skriver.
Så til jer derhjemme.
DAGENS SÆTNING: SEND MERE POST.