Onsdag d. 18. oktober
Det er onsdag, og dagen i går gik med vedligeholdelse af våben og udrustning efter mandagens "udflugt". Desuden fik Michael og jeg af vide at vi skulle til Kandahar Airfield, med flyver (C-130) for at lave en rekognoscering. Og skulle derfor "checke ind" om aftenen, dagen forud for flyveturen.
Derfor havde jeg bragt alle mine ting op til stationen i dag, hvor vi skulle være klar til at flyve omkring kl. 0930. da klokken nærmede sig 0900, fik vi af vide at vores flyver var aflyst, da den skulle bruges til vigtigere ting. Dog var der en mulighed for at kunne komme med en Chinook helikopter lidt efter middag.
Efter frokost klargjorde Michael og jeg vores udrustning og bevægede os, sammen med Presse og informationsofficer Nikolaj Grøn mod helikopterpladsen, for at se om der var plads. Da vi ankom til LZ (landingspladsen) var der allerede mange herunder dem, som der også var blevet smidt af den C-130 som vi skulle ha været med.
Vi skulle skrive os på sådan et "flap sheet", således så de kunne se hvem de havde med. Problemet for os på det tidspunkt var at der kun var plads til 35 med udrustning, og vi havde skrevet os på som nummer 42 og 43, men vi tog chancen. Et par minutter efter kom der en engelsk kaptajn ind og sagde "All passengers to Kandahar and Lashkar Gah pay attention…since we have a overbooked flight, some of you won't be able to get on this flight, the following personnel has priority. Medic, UK leave etc…" Jeg nåede frem til at vi åbenbart ikke var prioritet, hvilket jo kun kunne betyde at vi måtte vente en dag mere. Netop som jeg tænkte det, kom der endnu en Chinook ind over os, og landede. Og netop som den var landet, blev der sagt fra den engelske kaptajn "apparently we now have room for all. Therefore all personnel to Lashkar Gah stay left all personnel to Kandahar stay right GOGOGO!!!". Og 5 minutter efter kunne jeg mærke hvordan det flere tons tunge stykke metal lettede fra jorden, og jeg døsede lidt hen.
Pludselig kom der et ryk i helikopteren, jeg hørte et par knald efter nogle flares.
Jeg kiggede på mit ur, der var gået 30 min siden vi var lettet fra Camp Bastion, det gik hurtigt ned ad og jeg kunne mærke hvordan luften ændrede sig fra at være kold til atter at få den varme temperatur som jeg kendte. Jeg vidste at vi endnu ikke var i Kandahar, da turen burde tage ca. 1 time med fly.
Som vi nærmede os jorden, kunne jeg mærke hvordan den fløj først mod højre og så mod venstre, jeg kunne se ud bagtil og gennem sidedørene at vi ikke fløj langt over jorden, måske 50 meter, og det gik stærkt fremad. Den rev så meget til siderne, så at når den var længst oppe i højre side kunne jeg gennem sidedøren i venstre side kigge lige direkte ned på jorden. Det var så den taktiske flyvning, vi var kommet til, og sådan fortsatte det hen over, hvor folk arbejdede på deres marker, henover floder og de næste knap 40 minutter, lige indtil vi landede på Kandahar Airfield*. Jeg mærkede et lille bump, og så trillede vi ind på plads med Chinook'en.
Folk steg ud, og bevægede sig over til et lille telt, hvor der stod folk og modtog dem alle, undtagen os - os var der ikke nogen der var kommet efter. Der gik små 5 minutter, før vi så et dansk køretøj komme kørende mod os ad den vej som løb lige foran os. Vi vinkede, og de vinkede igen, og forsatte forbi os. "Fedt nok!" tænkte jeg, det er jo ikke for sjov vi står her. Både Michael og jeg kom lige med vores "gylde" til hinanden over at den ikke var stoppet, ikke at de kunne vide det, men mere det at ingen åbenbart kendte til at vi kom. Der gik kun 10 minutter før det næste køretøj kom, og denne gang tog vi ingen chancer. Michael løb hen til vejen og fik fat på chaufføren, som hed Jacob. Han var så venlig at køre os til den danske lejr. Og tog sig også tiden til at vise os rundt senere på aftenen, efter vi var blevet indkvarteret.
*Khandahar Airfield er Canadisk styret, og er ca. 8 kvadratkilometer stor, basen holder 8500 mand. Hvoraf størstedelen er engelske og amerikanske soldater. Det danske NSE (National Supply Element) og den danske artilleri pejleenhed (ARTHUR) holder af de 8500 mand ca. 70 mand i alt.
Han viste os de to PX (militære supermarkeder) som der var på basen. Desuden hvor træningscenteret, samt amerikanernes spillehal, med 24 timers biograf og playstationhal var. Det ville lige være noget for alle teenagerne derhjemme hehe.
I midten af basen var der noget der hed "broadwalk", det var en 10.000 kvm stor firkant, hvor der i midten var ved at blive bygget hockeybane, derudover var det et par beachvolleybaner. På selve "broadwalken" som gik hele vejen uden omkring, var der opstillet sports/tæppebutikker og andet kravl. Men vigtigst af alt var der til ære for amerikanerne, både oprettet en Burger King, Subway og Tim Horton's Coffee, som alle var flittigt besøgt, på trods af rigtig gode (GRATIS) spisefaciliteter. Så alt i alt rigtig rigtig gode forhold de lever under, både sove, spise og træningsmæssigt. Uanset hvad folk end må sige.
Både Michael og jeg var enige om at vi ville vente med at kigge på de forskellige ting, til når vi var færdige med at lave vores rekognoscering. Og så var det i seng.