Fredag d. 20. oktober

Klokken er 0330, og vi skal af sted med en eskorte på 32 Panseret køretøjer* mod Camp Bastion kl. 0500. Der er morgenmad for samtlige folk som skal med på eskorten kl. 0400, jeg syntes ikke rigtig min krop gider op, men op det kommer jeg, jeg bevæger mig ud i badet, og for vækket mig selv med et godt langt bad på 1½minut. Derefter mødes jeg med Michael, som jeg følges med over og spiser.

*Af de 32 panseret køretøjer, er 14 af dem danske PMV'er (Panseret Mandskabs Vogne), og de resterende 18 som var Force Protection, bestod af engelske 'Vikings'.

Vi har allerede dagen forinden pakket vores ting, Michael havde i går koordineret med køreren af vores køretøj, således at vi kunne finde køretøjet om morgnen mens det stadig er mørkt. Jeg havde selv koordineret turen med de to engelske MP'er som skulle med, såsom hvor de var placeret i ICP*, hvad de medbragte af sanitet, og kontakt muligheder imellem dansk og engelsk MP. Både 'STU' og 'GAF' som de to engelske MP'er kaldte sig selv, var super fine og vi havde siddet over en kop kaffe samme dag og lært hinanden bedre at kende. Personligt syntes jeg selv at man lige så godt kan lære dem, man skal arbejde sammen med så god som muligt, således er det også lidt lettere at arbejde sammen under stresset situationer, hvad end det så måtte være.

*ICP er Incident Control Point, som besår af et antal danske og engelske køretøjer, indeholdende MP/MEDIC/Recovery etc

Men tilbage til fredagens begivenheder.

Efter morgenmaden, gik det de 500 meter til området hvor de 32 køretøjer var parkeret, jeg havde dagen forinden også lagt mit våben i PMV'en, således at jeg kun skulle tænke på at ha min udrustning med fra værelset.

Kl. 0515 kunne jeg over radioen høre der blev sagt "fremad, fremad". Og lidt efter gik der et ryk i PMV'en og fremad gik det. Jeg så faktisk frem til turen selvom den stod på 8-12 timers kørsel i et ryk. Det var jo egentlig første gang vi skulle ud og se befolkningen rigtig i dette område, så det var helt sikkert noget jeg så frem til. Som vi kørte ud af hovedvagten, begyndte lyset lige så stille at vise sig fra solen som lige så stille var begyndt at kigge op bag nogle bjerge mod øst.(Ja solen står stadig op i øst her).

Fremad gik det ad "highway four" direkte mod millionbyen Kandahar city. Som vi kørte af sted fik jeg taget lidt billeder på vej væk fra Kandahar Airfield(KAF), og fik samtidig tænkt at jeg sku glædede mig til at komme "hjem" til Camp Bastion. Det kan godt være at vi bor mere primitivt, at der er rationering på maden samt at vores træningslokale består af fire maskiner, et par håndvægte og en masse støv. Men i sidste ende er det sku hjemme. Michael var vist enig kunne jeg se på ham.

Knap 30 minutter efter afgang fra KAF kørte vi midt i Kandahar city, og vi nåede kun 500 meter ind i centrum før første PMV desværre gik ned. Og så er det jo at man skal være agtpågivende for at kunne mulige trusler. Det er bare lidt svært når alle afghanerne bare står og kigger på en. Og da det ikke hjælper at jeg peger mit våben på alle, så smilte jeg til folk i stedet, og vinkede til dem som nu vinkede til mig. Et par minutter senere var vi atter på farten, med hjælp fra en anden PMV, som trak den nedbrudte med af sted.

 
Som vi kørte ud af Kandahar city og ud på "Highway one", og videre mod Camp Bastion, ændredes landskabet sig meget ligeledes folks reaktion, hvor man tit blev mødt af vinkene børn, dog blev vi til tider også mødt af både børn og unge, som stod med tommelfingeren nedad. Man kan jo ikke ændre alles holdninger på en gang.

Landskabet var grønt hovedsagligt der hvor der var større vandbrønde, men for det meste var der ørkenagtigt og støvet. Flere steder var der høje murer omkring en masse små bygninger, og på toppen af de små bygninger som gemte sig bag, kunne jeg se pigerne, store som små stå og vinke og smile. Når vi endelig kom ud for byerne, lagde man mere og mere mærke til de små kiosker og tankstationer, størstedelen af dem var tilmed Shell stationer, så det første jeg tænkte var "Jeg vidste ikke Shell havde udvidet, skal da helt sikkert ha mig et Shell kort, så jeg lige kan få mig 'to franske'...".

Et lille stykke efter den nærmeste by, begyndte der så småt at vise sig bunker af sten, som var malet hvide, alt sammen noget som kendetegner at der er miner i området. Ikke mærkeligt at der ikke bor nogen i nærheden, med alle de miner. Alt hvad der kom af modkørende blev "trykket" ud i siden af vejen, således at de holdt stille til kolonnen havde passeret dem, dog kunne man ikke flytte lastbiler som mangler et hjul og oven i det har overlæs.

Ca. halvvejs kom det over radioen at vejen ville blive blokeret i begge ender og der så ville være pause i 5-10min. Da jeg steg ud af PMV'en kunne jeg længere tilbage se at vejen var blokeret af to engelske 'Vikings'. Godt 100 meter længere væk, startede den store kø, som vi havde lavet, som følge af at vores march hastighed størstedelen af tiden havde ligget på omkring 40 km/t. Og ligesom at de fleste soldater skulle af med vandet, ligeledes så man de civile spæne ud i sandet for at komme af med deres. Ingen gik dog langt fra vejen, for kun 100 meter ude var der hvide sten lagt for at markere et gammelt minefelt.

Efter pausen forsatte vi igen fremad, godt en lille times kørsel senere begyndte broerne at komme, og af erfaring, kørte kolonnen uden om, da man flere gange har set at broerne har været mineret. Som vi passerede broerne og ud i sandet kunne jeg godt se hvor meget støv der lå i vente for os som havde hovedet ude i det fri.

Efter godt 7½ times kørsel drejede vi af "Highway one", og bevægede os ud i det kuperet landskab, hovedsagligt dækkede af sand og nogle få buske her og der. Efter kun nogle få 100 meter passerede vi de første dromedarer, som ikke lod sig forstyrre det mindste men bare tyggede videre, som om vi slet ikke var der. Kort efter kunne jeg ikke se mere, da støvet fra bælterne på de forankørende PMV'er og 'Vikings' hvirvlede sandet langt op i luften. Således af de fleste køretøjer forsvandt ind i et tæppe af støv og sand. Jeg havde det selv som om jeg havde boret hovedet dybt ned i en sandkasse med åben mund, og derefter bare lukket munden sammen.

Vi ankom til Camp Bastion en time senere end først beregnet, men med alle 32 køretøjer, hvor vi alle bare var glade for at det værste der skete, var at en PMV brød sammen.
Og som vi ankom til lejren, kom de danske flag frem på PMV'erne, bare for lige at vise hvem der var kommet hjem.

Både Michael og jeg var klar til et bad efter ankomsten til Camp Bastion, men glade det var vi.

Se også historie og billeder fra turen i historien "Dansk panser viser flaget i Afghanistan"