Tirsdag d. 31. oktober
12 dage til min fødselsdag og Steffens for den sags skyld. Kan godt mærke jeg er ved at være gammel… Nej det er jo nu jeg har mine bedste år og når jeg kigger tilbage, så er der måske nogle få ting jeg gerne ville ha gjort anderledes, men i det store hele har jeg nu haft det godt.
Og meget af det kan jeg takke min kære mor for. Har tænkt meget over det, og vi giver ikke vores forældre nok tak for alle de ting de har gjort for en igennem livet. Så jeg har besluttet mig for regelmæssigt at ringe hjem, og fortælle hende at hun sku har gjort det godt, og at jeg elsker hende for det. Ligesom jeg gør med Nina dagligt. De to mest betydningsfulde kvinder i mit liv : (Lige en hurtig hyldest til jer to).
Nå men ud over de 12 dage som var i fokus i dag så var det jo også lønningsdag i dag, og lige som i Irak så får vi jo også et skattefrit tillæg for at være hernede, hvilket jo altid er dejligt. Man kan så spørge sig selv om man syntes lønnen er god nok i forhold til den fare man udsætter sig selv for nogle gange. Jeg tror personligt ikke der er mange der ser sig tilfredse med denne løn, slet ikke når de når mission 2, 3 eller 4.
Det er jo lidt skræmmende at tænke på, at man som håndværker kan tjene lige så meget på en "lang" uge, som vi gør hernede på en måned og oven i det er han/hun derhjemme hos familien, sover i sin egen seng, og skal ikke tænke på at muligheden for at blive skudt eller ramt af en IED den næste gang han/hun bevæger sig ud for sin bolig. Med mindre man er en rigtig dårlig håndværker!
Og vi er jo i realiteten på arbejde og/eller på kald 24 timer i døgnet. På nær når vi træner for at holde os i form jf. forsikringsselskaberne???
Jeg kan jo spørge mig selv om hvorfor jeg brokker mig, når jeg nu har meldt mig selv til denne mission.
Og svaret til det er: "Fordi livet på mission har fanget mig; det at jeg gør en forskel og rent faktisk kan se det lige for øjnene af mig selv på godt og ondt. Det at have et sammenhold som ikke kan sammenlignes med noget derhjemme. At jeg får muligheden for at få en masse nye bekendtskaber nationale som internationale. Og i det hele taget "opleve" verden på den anden side af tv skærmen. Nu er det fjerde gang, men hver mission er ny og ligeledes er oplevelserne og opgaverne. Og jeg udfører det her arbejde med hjertet.
Men vigtigst af alt. Fordi jeg er professionel og dette er mit arbejde, og lønnen burde følge fareniveauet. For eksempel: Vi havde en Close Protection- opgave i Kabul tilbage i 2004, hvor der kom en englænder op til en af mine kollegaer, og spurgte om hvor meget han skulle ha for at være bodyguard for ham. Min kollega svarede: Det kommer an på, hvor meget du selv syntes dit liv er værd? Og det er sgu nok det bedste svar man kan gi". Hvor meget er vores liv værd?
Det kunne jo være at politikerne derhjemme, skulle tænke over, at når de nu er så heldige at der er så mange professionelle og gode danske soldater, som vælger at bruge en del af deres liv på at støtte det danske forsvar i en eller flere internationale mission(er). Hvor meget mener de så at én dansk soldats liv er værd? De kan ikke blive ved med at presse folk ud gang på gang. Folk har familier og hvis de skal vælge mellem et job med livet som risiko og deres familie, så er der ingen tvivl om at de med den løn som gives nu (der er jo også regninger der skal betales) til hver en tid hellere vil vælge familien. Det sker jo allerede nu.
Jeg ved ikke rigtig om du/I derhjemme forstår hvad jeg mener, men en ting er sikkert og det er at der er mange som enten har været eller er på mission, som tænker de samme tanker. 100 % sikkert.
Og jeg er heller ikke i tvivl om at de familier som er derhjemme, som enten har deres søn/datter/mor/far/søster eller bror ud i mission, garanteret også hellere så dem hjemme.
Puha. lige lidt gylde fra hverdagen :
Tilbage til tirsdagen… Vi blev af englænderne bedt om at lave et "static display" for dem, så de kunne se hvad vi havde at tilbyde af materiel her i missionen.
Her fremviste vi alt lige fra vores køretøjer til alle vores våben typer, samt forklarede kort hvad vi som person kunne og i det hele taget hvad vi støttede med når vi var ude. Englænderne viste dog størst interesse for vores medieomtalte "Taser" og vores 40mm granatkaster.
Se også TV-program om forsvarets mindre dødelige våben
Og på samme tid kunne vi da også ligeså godt få os endnu en lille sandstorm ind over lejren.
Ellers så brugte vi stort set alt vores tid på at pakke til de kommende opgaver.
Senere på dagen bad Ole mig om at lave et nyt eksempel til skabelonen: "Tilbageholdelse af civile" Hvilket faktisk er et større projekt, så jeg brugte hele dagen på at redigere samt korrigere i forhold til Ole's bestemmelser. Det er sgu utroligt hvad man skal finde sig i som københavner, især når det kommer fra en vendelbo, og så tilmed en lille vendelbo. Men det er jo nu engang således at Ole er Kaptajn og jeg er sergent, så jeg må jo bare bøje mig i sandet, bogstaveligt talt! :
Den gode aften time blev brugt på endnu en gang træning, og derefter var det lige lukt i seng. Selvfølgelig efter en 30 minutters snak med Nina. Det gælder jo om at få talt med hende, mens tiden er til det. En dag er man jo måske ude og køre i lang tid.