Fredag d. 3 november
Jeg fik i forgårs (onsdag) af vide at jeg skulle tage kontakt til en fra det engelske "whiskey" kompagni. Formentlig som følge af vores "static display", hvor man hos englænderne have fundet ud af at dansk MP var i besiddelse af en "taser stun gun" - (red: En el-pistol som lammer ofret).
Der var derfor kommet en anmodning fra englænderne omkring vores muligheder for at støtte med et såkaldt "taser team" som de kaldte det, til en snarlig opgave i det østlige Helman.
Om aftenen kørte jeg op til det engelske hovedkvarter, sammen med Ole da jeg ikke havde været der før. Der fik vi taget kontakt til den næstkommanderende ved "Whiskey" Company Kaptajn Rob. Nå men jeg fik aftalt et møde med ham om torsdagen, således at vi lige kunne få styr på detaljerne omkring operationen. Ole havde travlt nok med selv at skulle af sted på en anden operation, sammen med Michael og Günther. Og overlod den resterende koordination til mig, da jeg skulle fungere som patruljefører.
Jeg mødtes med Rob om torsdagen, hvor vi hurtigt fik klarlagt at han kun lige havde fået af vide at han skulle have to mand med, fra dansk MP til at støtte som "Taser" hold. Og dermed ikke rigtig havde nogen reel ide til, hvor vi skulle placeres samt hvordan vi skulle bruges. Heldigvis har vi ved MP en god uddannelse både som soldat og som militærpoliti. Så jeg rådgav ham i hvordan vi bedst kunne placeres samt hvor hvorledes vores våben bedst kunne støtte hans enhed.
Han virkede meget begejstret over vores vidtspændende virke, og især vores forskellige ammunition og våben. Vi medbragte nemlig udover vores personlige våben, ligeledes vores 40mm granatkaster og selvfølgelig vores "Taser". Til vores 40mm medbragte vi både CS gas, Gummikugler med farve og duft samt vores høj eksplosive granater. Dog støttede vi hovedsagligt med CS gas, gummikugler samt vores "Taser". Men som han sagde: "The last time we had troops in that area. They had 18 mortar attacks in the 6 hours they were on the ground".
Så han var glad for at vi kunne støtte på så mange måder som vi tilbød.
Vi gennemgik kort planen for hvordan vi skulle indsættes i en by ved navn Gereshk. Ligeledes gennemgik vi vores eskorte fra Camp Bastion til en anden engelsk lejr ikke så langt fra Gereshk. Det viste sig at selve operationen ville forløbe 36 timer ud i et. Så der skulle bare drikkes noget kaffe forinden, så det ud til.
Vi aftalte at mødes ved deres område kl. 0550 fredag morgen. Altså her til morgen.
Med på operationen skulle Kaj, da vi altid er to MP'er til at støtte hinanden når vi tager ud på en patrulje.
Jeg havde torsdag aften ringet til Nina for lige at høre hvordan det gik. Hun havde haft en hård dag, da hun savnede mig rigtig meget. Og det er jo også rigtig dejligt at høre, for jeg savner også hende. Der er bare ikke så meget jeg kan gøre andet end at snakke med hende. Heldigvis snakker vi rigtig godt sammen, så det plejer heldigvis at hjælpe lidt. Vi har et hemmeligt kodeord som vi har aftalt inden jeg tog af sted, således at hun ved hvornår hun ikke skal forvente at høre fra mig. Det påvirker hende selvfølgelig også lidt, men jeg syntes hun tager det rigtig pænt, hvilket jo også gør det lettere for mig.
Jeg fik også snakket med min bror for første gang siden jeg var kommet herned, det var rigtig godt at høre hans stemme og det at han havde det godt nede i Tyskland, hvor han arbejder som danser ved en tysk ballet. Jeg syntes virkelig det er flot at han bare sådan tager ud i verden og for arbejdet som det han kan li. Men det må jo ligge i generne i vores familie. Jeg er sku stolt af ham.
Nå men tilbage til fredagens begivenheder.
Det var meningen at vi skulle ha mødtes med "Whiskey" company kl. 0550 her til morgen, men jeg var i går aftes blevet kontaktet, og blevet informeret om at mødetiden var rykket til kl. 0715 i stedet. "Fint nok, så kan vi jo nå at spise morgenmad i cafeteriet" tænkte jeg.
Da kl. blev 0625 ringede mit ur, og både Kaj og jeg stod op. Vi tog uniform på og tog vores våben med os over til bilen, som vi selvfølgelig havde pakket allerede torsdag eftermiddag (så erfarne som vi er ;-) ).
Vi havde kun et køretøj tilbage hvilket var vores pansrede GD (gelände wagon), så den havde vi taget. Vi kørte over og spiste morgenmad og stod klar ved englænderne på det aftalte tidspunkt altså kl. 0715, men der var ikke nogen da vi ankom. Og efter 10 minutter var der stadig ikke kommet nogen, så vi kørte op til deres operation-rum (o-rum), for at forhøre os om de havde rykket mødestedet eller tidspunktet igen. Jvf. dem i o-rum'et var det stadig det samme aftalte sted og tidspunkt. Vi kørte derfor tilbage og ventede, og små 20 minutter senere dukkede Rob op og sagde, at de var på vej, han skulle bare lige ha fundet sine folk? "God start" tænkte jeg.
Nå men de dukkede kort efter op og vi kørte derefter ud af hovedvagten ca. 50 minutter senere end beregnet, helt super:. Men af sted kom vi eller det vil sige i 10 minutter for derefter satte det første britiske køretøj sig fast. Og efter 30 minutters kamp med at få det fri, kunne vi kl. 1010 kører gennem vagten til den anden engelske lejr kaldet "FOB Price" blot et sten kast fra Gerenshk, som er den by hvor operationen skulle forgå senere samme aften. Som vi kom ind og fik parkeret så jeg at Rob stod og snakkede med et par andre fra eskorten, samt en som viste sig at være fra lejren her. Da jeg tog kontakt til Rob fortalte han at vi bare skulle følge med nogle engelske køretøjer videre ind i lejren, som han pegede ud.
Som vi kom ned i det ene hjørne af lejren stod der en fyr og tog imod os. Han fortalte at de ikke havde regnet med at vi kom, så der var ikke nogen steder vi kunne sove, men om vi ikke bare kunne sove i bilen? Heldigvis så havde vi selv medbragt feltsenge, så det viste sig at vi kom til at sove 100 gange mere bekvemt end de andre. Da de skulle sove på et betongulv.
Da vi var kommet på plads fik jeg fat på Rob for at høre hvad der nu skulle ske? Vi havde nemlig ikke fået specifikke detaljer om hvad der skulle ske. Han sagde han ville vende tilbage, så snart han vidste mere, det var så det sidste vi så til ham de næste 7 timer, som gik med at vente og så vente.
Jeg må nok indrømme at det var lidt foruroligende at vi fra englændernes side var blevet anmodet om at støtte i den kommende operation, dog var der ingen der vidste hvor vi skulle være eller hvorfor vi i det hele taget var her.
Da vi ramte de mørke aftentimer (ca. 1730) dukkede Rob op og fortalte at vi skulle støtte "two troops", Han viste mig hen til delingsføreren for den pågældende "troop"/deling som ligeledes var i tvivl om hvad vi skulle støtte med, heldigvis var jeg ved at være i god træning til at forklare vores virke, så efter en kort snak blev vi enige om at vi ville mødes "half eight"(2030) som han sagde det. Han kunne desuden fortælle os at hele operationen var blevet rykket 24 timer, hvilket jo gjorde det hele lidt mere "interessant", da vores tid var utrolig presset i forvejen da Kaj skulle flyve til Kabul på opgave søndag aften.
Tiden op til mødet brugte mig og Kaj på at snakke om alt og intet, om kæresterne (kun en hver), fremtiden, missionen og kollegaerne. Og til dels de problemer som man personlig har oplevet gennem missionerne siden den første mission, hvor vi var af sted sammen. Det var sku egentlig meget rart at få et par ting på plads.
Da vi kom op til mødet gennemgik vi kort operationen, faktisk præcis som vi havde gjort allerede to gange før, dog med en ny person igen igen. Det var lidt irriterende at man efter 2 dage endnu ikke var 100 % placeret. Jeg syntes faktisk at det virkede meget useriøst især fordi det ikke var os som havde tilbudt vores hjælp men derimod englænderne, som oven i købet ikke kunne finde ud af hvor eller hvordan de skulle bruge os.
Personligt syntes jeg det var meget dårlige planlagt og uigennemtænkt, da de burde vide hvad det var de satte to danske MP'er af sted til. Det er to danskere som sætter deres liv på spil, for at støtte dem. Jeg er jo ikke i tvivl om at ikke alt kan være planlagt, men det virkede bare lidt hovedløst.
Jeg bebrejdede bestemt ikke nogle af de englændere som vi havde med at gøre, for de havde bare fået os påduttet uden egentlig at vide hvad vi kunne, eller for den sags skyld skulle. Jeg er ikke i tvivl om at de gjorde deres bedste selvom det nogle gange virkede som om de var irriteret, over også at have os at skulle tænke på. Hvilket var fuldt forståeligt, da de havde nok at se til i forvejen.
Så vi gik egentlig fra mødet uden at være klogere end da vi kom. Vi gik derefter i seng og som sidste jeg var ude, lå jeg atter under den klare stjernehimmel.
(Min kollega ønsker ikke sit navn nævnt af personlige grunde og omtales derfor som Kaj)