Lørdag d. 4. november
Atter en ny morgen. Vejrudsigten, ja den hed blå himmel og støv. For anden gang inden for en måned vågnede jeg i en ny lejr. Havde for første gang faktisk sovet lidt dårligt, ved sgu ikke helt grunden men jeg bebrejder helt sikkert min feltseng.
Efter morgenmaden satte min kollega og jeg os til at vente i vores lille private område, da der kl. 0900 skulle være opstilling af køretøjer således at vi var klar til den forhåbentlig kommende operation, som gerne skulle forløbe planmæssig søndag morgen. Ikke at noget her endnu har været planmæssigt uden at blive rykket.
Meeeen som altid så kom der en "troop sergeant" forbi lidt i ni og fortalte at det var udsat til 1530, ud over det kunne han også fortælle mig at han blev kaldt "Stubsy" og at han rent faktisk var den "troop sergeant" som vi skulle køre med på operationen. Mig og Kaj kiggede på hinanden, rystede på hovedet og grinte bare for det var bare typisk. Men eftersom vi ikke havde noget vi skulle nå, så ventede vi bare. Vi besluttede os for at gå over og træne en times tid, bare for at få tiden til at gå.
Efter frokost og lidt mere ventetid, blev klokken hen ad kl. 1530. Jeg havde den foregående aften forslået til delingsføreren at vi lavede en forvisning af vores medbragte våben, således at hele "Whiskey" company kunne få en ide af hvad og hvem vi var. Og ligeledes hvad vores våben kunne.
Så da klokken blev 1530 og opstillingen skulle laves, var den sjovt nok rykket 30 minutter igen så jeg blev spurgt om vi ikke havde lyst til at lave den forvisning med det samme inden opstillingen. Selvfølgelig havde vi da det, da det også var i vores interesse at få vist hvad vi kunne. Så mens Kaj tog billeder, fortalte og forviste jeg på bedst mulig måde, hvorledes Taser'en fungerede. Jeg lagde ud med at sige "Hello Gents! I'm sergeant chris & this is my collegau sergeant Kaj. We are from the Danish Military Police and we will be supporting you on this operation".
"I won't go into details on the Taser stun gun, but I'll give you a short demonstration on how this little thing works".
The Taser26, which I am holding here in my hand, shoots out 50.000 volts throughout to small arrows coming out of the front. It can be shot from a distance up to 6 meters…". Og meget mere skulle der ikke til for at de så var vundet over, og for at man hørte "WOW". Jeg foreviste også et skud ind i en Hesco Bastion, bare for at de skulle få en ide.
Herefter forviste jeg kort vores granat kaster meget kort da der ikke var meget tid.
Jeg følte faktisk ikke rigtig forevisningen havde den effekt jeg gerne havde set hos folk, men nu viste de i det mindste hvem de to danskere var.
Vi fik herefter stillet køretøjerne op. Kaj og jeg kørte herefter vores bil ned til der hvor vi sov, og gik derefter og spiste. Som vi bevægede os mod spiseteltet kom endnu en Apache flyvende hen over lejren, når jeg siger "endnu" så er det fordi at de jævnligt fløj over lejren som følge af Force Protection og eskorter.
Efter aftensmaden blev jeg helt tilfældigt kontaktet af "Stubsy" som stod i madkøen. Han fortalte mig at ud over vores aftalte møde kl. 2030, var der også et "stormøde" for alle førerne i "Whiskey" company.
Mig og Kaj gik ned for lige at pakke færdig, inden jeg kl. 1900 gik til det første møde. Der var nogle få ændringer i planerne dog ikke nogle af større betydning. Men alligevel var der nogle vigtige informationer, hovedsagligt var det at selvmordsbombetrusselen var steget betragteligt den sidste tid. Der blevet snakket meget om mulighederne for at undgå at folk blev skudt, og der blev understreget "Warning shots, Warning shots, Warning shots" . Der har været flere meldinger/episoder om at taliban var begyndt at bruge børn, ved at tilbyde dem slik, og derefter give dem en skoletaske "med indhold", for så at få dem til at løbe hen til soldater. Hvad der så skete bagefter behøves jeg vel ikke at nævne.
Jeg mødtes med førerne fra two-troop kl. 2030 som planlagt, for lige at gennemgå de sidste detaljer omkring operationen. Jeg snakkede med delingsføreren inden de andre kom, omkring hvad hans mening var omkring os og det at vi bare var blevet placeret i hans enhed, uden at han vidste hvad han skulle bruge os til. Jeg fortalte ham hvordan vi havde det med at vi efter to dage først var blevet placeret i en enhed, og at jeg absolut ikke bebrejdede ham. Han så faktisk rigtig positivt på den "tilbagemelding", da vi åbenbart ikke var de eneste der bare var blevet placeret i hans enhed. Det var hans første gang ude, og så det som en positiv udfordring at have fået os med. Og han glædede sig til at se om han kunne bruge os.
Kort efter dukkede de andre op og vi gennemgik kort planen, og derefter var det i seng, da vi skulle være klar kl. 0330.
Jeg havde snakket med Nina tidligere på aftenen, hun havde fortalt mig at hun havde bedt til Gud om at få nogle engle til at passe på mig. Jeg tænker ikke selv så meget over det med Gud, men respektere det, at hun gør det. For mig er det stort set lige meget hvem eller hvad hun tror på, så længe hun bare er i mit liv.
(Min kollega ønsker ikke sit navn nævnt af personlige grunde og omtales derfor som Kaj)