Mandag d. 6. november
Omkring kl. 0230 begyndte der ligesom at komme lidt liv ved "area point 32", som var der hvor vi var placeret. De forskellige poster var man begyndt at trække ind og efterhånden som tiden gik, blev køretøjerne linet op. De ingeniører som havde været ude at arbejde stort set siden vi ankom, kom ligeledes retur. Og ikke lang tid efter begyndte vi at bevæge os ud af byen som en lang slange.
Vi gjorde holdt i et par timer, på en høj uden for byen, hvor der lå et ANA (Afghan Natinal Army)checkpoint, der hjalp UK ingeniørerne med at bygge sandsække op som beskyttelse omkring den bygning hvor ANA holdt til.
I mellemtiden fik jeg taget et par billeder ud over byen Gereshk, som jeg få timer forinden havde siddet i midten af, med ca. 70-80 morternedslag omkring ørene på mig.
Da UK ingeniørerne var færdige bevægede vi os atter mod FOB Price, som det så ud så var vi allerede tilbage til kl. 1000, hvilket jo var super. Endnu bedre var, at jeg havde snakket med en af de troop sergeants (Andy), som sagde at de havde planlagt at ville køre tilbage mod Camp Bastion allerede omkring kl. 1130. "Det lyder næsten for godt til at være sandt" tænkte jeg, men tog også i betragtning at alle de andre planer var blevet rykket. Så vi tog tidspunktet med et gram salt.
Der blev skudt lysraketter mod de civile køretøjer som kom for tæt på eskorten, som et tegn på at de skulle stoppe og holde ind til siden.
Da klokken blev 1100 kunne jeg se at der var et par af de engelske soldater, som var begyndt at pakke deres biler. "Fedt nok" tænkte jeg, så holder planen alligevel, så jeg tog uniform på og gjorde mig klar.
5 minutter inden vi skulle køre var der ikke sket meget mere siden vi havde set de par stykker som havde pakket på bilerne. Og kort efter så jeg Andy komme gående i boxershorts og med et håndklæde over skulderen. Jeg rystede bare på hovedet og spurgte så Andy om vi stadig var klar til kl. 1130, selvom jeg godt kunne se at det på ingen måde kunne lade sig gøre. Han svarede "No!! It's been moved to 1500hrs"
Jeg var lige ved at se rødt der - det skal lige siges at jeg faktisk har en ok tålmodighed omkring mange ting, men nu var det ved at blive for meget. Jeg var kommet over det at vi ikke havde fået nogen informationer automatisk mens vi havde været på operationen, men nu lå vi ca. 50 meter fra de andre enheder, og så kunne de ikke engang finde ud af at videreformidle en simpel information som denne.
Kaj sagde til mig "Slap nu af, du ved jo hvordan det har været, hvorfor skulle det ændre sig nu?" Jeg vidste godt han havde ret, men tror altid på at folk kan forbedre sig, men åbenbart ikke i dette tilfælde.
Vi gik over og spiste og derefter lagde jeg mig på en feltseng og ventede på at klokken blev 1500.
Efterhånden som tiden gik, lå jeg og tænkte lidt over nattens forløb, om der var noget vi kunne ha gjort anderledes og om hvorfor vi overhovedet havde haft en "Taser" med ude til et sted, hvor folk skød på os med morterer, og hvor varselsskud blev givet 15 meter før pigtråden, når vores Taser nu engang havde en max rækkevidde på 6 meter. Jeg kom til den konklusion at det nu engang bare er sådan. Nogen gange så tror jeg bare jeg tænker for meget over tingene.
Anyway, vi kom af sted som aftalt, og kl. 1530 var vi på vej op på highway 1, for at kører vestpå mod Camp Bastion. Både Kaj og jeg selv var godt trætte, især fordi vi størstedelen af tiden bare havde siddet og ventet. Og til dels også fordi vi ikke rigtig havde fået sovet den foregående nat.
Som turen gik fremad blev det mørkere og mørkere, men for os var det som om det blev lysere og lysere; altså rent metaforisk, for nu kunne vi se frem til et bad og vores egen feltseng. Vi var egentlig ligeglade med om turen kom til at tage 6 timer, så længe vi bare kom frem.
Umiddelbart efter hjemkomsten var jeg inde og give en tilbagemelding til chef DANCON (CH) (Det danske Kontingent) og hans næstkommanderende(NK). Jeg håbede meget på, at der ikke var skrevet hjem omkring vores operation, samt begivenhederne omkring operationen. Vi syntes nemlig ikke selv der var nogen grund til at vores pårørende derhjemme skulle være unødigt bekymret. Vi var jo nu engang ikke blevet "direkte" berørt af operationen eftersom at vi ikke havde været "rigtig" indsat og heller ikke havde taget skade fysisk eller psykisk.
Heldigvis kunne de fortælle at de ikke havde skrevet noget på HOK's (offentlige) hjemmeside omkring operationen, men at der var blevet informeret via situationsrapporten til HOK. Jeg fortalte kort at min eller vores forståelse i starten var at DANCON havde sendt os af sted, selvom man var klar over at vi ikke skulle bruges ved et direkte VCP (Vehicle Check Point), men derimod som sikring til bygningen af disse checkpoints.
Både CH og NK, var kun blevet informeret af UK om at vi skulle støtte i forbindelse med et VCP og ikke som sikring i forbindelse med konstrueringen af et VCP. NK ville tage min tilbagemelding med op til officerernes tilbagemelding i det engelske operations rum.
Efter at have givet en tilbagemelding, kunne jeg gå over og få mig lidt mad, et dejligt bad, og så røg jeg ellers lige i seng. Selvfølgelig først efter jeg lige havde fået snakket med Nina og fortalt hende at jeg havde det godt.