Mandag d. 13. november
Et år ældre og som de andre morgener så løb jeg sammen med CH/HOK rundt på den knap 1600 meter lange rute inden for lejrens hegn. Det kunne helt klart mærkes at det var en meget ren luft, og selvom at lejren lå 600 meter lavere end i Kabul, så føltes luften her faktisk tyndere. Men det var en helt utrolig udsigt at få smidt i hovedet når man nu er vant til fladt udsyn og støv, modsat her hvor der var meget grønt og knap så meget støv.
Efter morgenmaden, havde det ene af de to tilstedeværende MOT hold, klargjort en fremvisning af deres udstyr (static display) således at CH/HOK kunne få en ide om hvad der var godt og dårligt. Der blev forklarede flittigt fra alle folkene i MOT holdet, og de kom alle med nogle meget interessante synspunkter og holdninger, som jeg ikke er i tvivl om at CH/HOK kunne bruge til noget. En ting som kom i perspektiv var sanitetsuddannelsen som folkene havde, hvilket selv hos tyskerne vækkede misundelse.
Især har der siden Feyzabads danske opstart været meget fokus på bilerne, og der har ligeledes været meget udskiftning af dem, grundet det hårdhændet og kuperede terræn.
Oversergenten som forklarede kom meget inde på balanceevnen for bilerne, da de ikke er så brede men til gengæld bliver lastet højt, grundet de mange dage de er ude af gangen. Han kom derfor med nogle rigtig gode forslag til hvor dan man kunne forbedre køreevnen for bilerne, og forklarede hvad man kunne gøre for at forberede de mange gange, meget unge og uerfarne kørere.
Efter det opstillede static display, lavede de en forvisning for hvad deres forholdsordre ville være hvis de blev ramt af en IED (Improvised Eksplosive Device).
Det hele så meget imponerende ud og var godt tilrettelagt. Lige fra røg til at tilkendegive IED'en og deres arbejde selvom det ikke var en reel situation.
Efter forvisningen spiste vi frokost og havde en lille time for os selv. Det var meget rart lige at kunne slappe lidt af midt på dagen.
Nå men vi var der jo heller ikke for at slappe af, og da den lille time var klaret gjorde vi klar til at køre ud for at få forvist en gammel russisk stilling at MOT hold 2, føreren hed John og var blandt nogen af dem vi snakkede mest med under vores besøg.
Da vi kom ud til bilerne var de allerede stillet op og jeg fik placeret CH/HOK i den samme bil som jeg selv og ikke lang tid efter var vi på vej op i bjergene.
Da vi var kommet et stykke op, parkerede vi bilerne ved en tysk radiostilling som blev beskyttet af afghanske sikkerhedsfolk. Resten af turen forgik til fods og det gik stejlt opad, jeg kunne godt mærke jeg havde lidt ekstra vægt på, for jeg syntes nok jeg tabte pusten et par gange op at bakken. Steffen gik ca. 20 meter foran sammen med en af MOT sergenterne som ydre sikring, og selv de havde svært ved at følge med, for CH/HOK satte en god hastighed, faktisk var den så god at vi fik sat meget af følget på vejen derop.
Da vi endelig kom op til stillingen ventede der os en helt utrolig udsigt over Feyzabad og over lejren som ligger små 1500 meter fra Feyzabad. Vi var deroppe en 30 minutters tid og John forklarede CH/HOK om området, oplevelser og erfaringer. MOT holdet havde medbragt kaffe og kage som flere så ud til at være glade for var der. Heldigvis havde jeg mit vand med. ;-)
Som vi kørte ned mødte vi både afghanere og en udsigt som stadig står os uforklarlig på mange måder med både grønne marker, åer og floder.
Men det var rart at se at befolkningen var smilende og vinkede som man passerede dem.
Da vi havde været oppe på toppen og kiggede rundt, havde vi flere gange set folk uden meget andet end et par bukser og en trøje vandre rundt i bjergene, uden egentlig at se nogen former for bebyggelse i nærheden. Og som John forklarede, så gik de tit i flere timer hver vej for at komme hjem.
Da vi kom hjem havde jeg et par timer for mig selv, da Steffen havde fundet sig et par drenge at spille bordfodbold med. Det var rigtig rart bare at kunne lægge sig ned på sin seng, tænde for fjernsynet og se en film. Feyzabad mindede faktisk rigtig meget om turen i Kabul i 2004. De havde både hyggen og det at alle snakkede sammen. Selvfølgelig vil der altid være lidt knasende når man ikke er flere, men i det store hele, så virkede det som om at alle gjorde deres for at få det hele til at fungere.
Da det blev mørkt blev det ligeledes tid til at få lidt aftensmad, resten af aftenen skulle CH/HOK til forskellige briefinger, så både Steffen og jeg havde resten af aftenen for os selv. Jeg prøvede selv at få fulgt lidt op på de forskellige oplevelser siden sidste blog og fik skrevet et par mails til lidt forskellige.
Af en eller anden grund, så fik jeg den ide at gå over og træne kl. 2330, har stadig ikke lige fundet ud af hvorfor jeg dog gjorde det så sent, men trænet det fik jeg og jeg var godt nok positivt overrasket over hvor godt tyskernes træningscenter var. Da jeg var færdig passede det heldigvis lige med at jeg kunne ringe til Nina kl. 0015 og sige godnat, da hun havde sent fri. Det er nemlig sådan vi er 3½ time foran.