Tirsdag d. 14. november
Tredje dag i Feyzabad og vi skulle til en planlagt åbningsceremoni af en vandbrønd* sammen med Otto fra LINK >> Danida << som havde stået for projektet lidt nord for Feyzabad. Steffen og jeg havde allerede i går aftes koordineret med kørerne for eskorten hvor de skulle holde parkeret her til morgen, således at det hele kunne køre på skinner. Og som i går holdt de klar ved det aftalte sted. Det var MOT hold 1 som i dag skulle bistå os med ydre sikring, og vi havde haft en god dialog med deres fører Jesper, som var meget medgørlig og god til at tilpasse sig til hvorledes vi gerne så tingene gjort, hvilket jo var rart.
*Vandbrønden forsynede efter sigende 6000 mennesker med rent vand, så et vigtigt projekt var det.
For at komme til den nordlige side af Feyzabad, skulle vi igennem Feyzabad, som flere gange havde haft IED (Improvised Explosive Device) mod højerestående officerer herunder forsvarschefen under et tidligere besøg. Vi var derfor meget opmærksomme under turen derop, som til alt held forløb uden problemer.
Da vi kom derop, var de stadig i gang med at hænge de danske flag op, både ved brønden oppe på bjerget og ved pumpehuset. Vi var i god tid således så at CH/HOK kort lige kunne blive vist rundt af Otto og få hilst på nogle af de civile. Der gik ikke meget mere end en halv time før Otto fik af vide over telefonen at guvernøren var lige på trapperne, så vi bevægede os fra pumpehuset og op til brønden. Der stod vi så og ventede og ventede og ventede lidt mere….
Og knap 1 time senere dukkede guvernøren op i sin toyota, den tyske oberst som også var der, havde kort forinden sagt at han ville tage af sted igen, hvis guvernøren ikke snart dukkede op. Jeg tror personligt bare han var sur over at det kun var danske flag der var blevet hængt op. :
Nå men Guvernøren dukkede jo op og kort efter startede ceremonierne som indeholdte både sang fra drengebørn og en tale fra en yngre pige. Derudover kom Mulah'en og gav sin velsignelse, samt en halv snes folk som hold taler på afghansk og engelsk.
Et par timer senere bevægede vi os så ned mod pumpehuset, som skulle startes af Guvernøren og CH/HOK. Der var mennesker overalt og alle skubbede på for at se, for det var jo en stor begivenhed. Men de fik startet pumpen og folk hujede og klappede. Derefter blev CH/HOK placeret ved et langbord sammen med de mest betydningsfulde mennesker fra byen og Guvernøren. Bag eller ved siden af dem var der lagt store tæpper ud med plastic i midten, hvor alle andre så skulle sidde og spise.
Maden blev bragt ind fra alle sider af lokale, som vist blev dirigeret rundt af politichefen, han stod i hvert fald og fægtede med en eller anden stav. Og skubbede folk i den retning, hvor maden skulle hen. Selv mange af dem fra MOT 1 som var vores ydre sikring blev tilbudt mad, så de skiftedes til at spise mad og sikre.
Steffen og jeg fik da også et par grin over at se folks reaktioner, da en af de danske officerer sad og spiste med venstre hånd. Det skal lige siges at størstedelen af alle afghanere bruger venstre hånd til at tørre sig bagi med, og derfor ser det som en fornærmelse hvis man hilse med venstre i stedet for højre. Derfor var det lidt sjovt at se hvorledes folk kiggede på ham, lige indtil at han fik en hentydning fra en af de andre danske officerer.
7 timer efter vi ankom og med trang til at sidde ned, var det med stor glæde at jeg så folk begynde og rejse sig, og begynde at bevæge sig væk og mod deres biler. Jeg fik af vide af den danske chef for Feyzabad at vi skulle en tur ind forbi markedet på vejen hjem. Så det gjorde vi selvom vi gerne ville ha vidst det lidt før, men hey! vi tilpasser os jo bare situationen, det er jo noget af det man lære som soldat i det danske forsvar. :
For de fleste af os så lignede det jo bare en hver anden gade ligesom i Kabul men måske lidt mere kompakt. Folk kiggede i hvert fald en del da vi kom ind i sammenligning til Kabul, men nu er Feyzabad heller ikke en ligeså stor by.
Efter et kort kig i "gågaden" kunne vi atter bevæge os tilbage til den dansk/tyske lejr. Og nyde den sidste dag omringet af bjerge og frisk luft.
Inden det blev mørkt fik vi taget et næsten helt holdbillede af de folk som vi have arbejdet med under besøget i Feyzabad, alle meget professionelle. Dog blev vi jo nødt til at kendetegne billedet med at de alle havde strips på, bare således at der ikke var tvivl om hvem der bestemte i sidste ende. Både Steffen og jeg var dog enige om at vi til hver en tid ville arbejde med dem igen.
