Lørdag d. 2. december

"TROOPS IN CONTACT"

En ny morgen, og sidste dag i denne harbour.

Vi skulle senere i dag videre mod et nyt harbour. Opklaringseskadronen havde de sidste par dage, været ude og kigge på en mulig rute, som kunne anvendes til dagens kørsel. Og der havde derfor været befaling omkring dagens rute, aftenen før.

Vi var nu kun to MP'er tilbage i patruljen, da den tilskadekomne som var blevet fløjet hjem i går, var en vores kollegaer.. heldigvis var det som tidligere nævnt kun en mindre skade, men alligevel en skade som krævede medicinsk behandling, som ikke var mulig herude, grundet de mange bakterier.

Klokken blev 14.00-14.30 og vi begyndte lige så stille at trille fra harbour og sydvest på mod vores nye harbour. Vi kørte alle delingerne sammen, så det var en lang kolonne, der rullede fra vores sidste "hjem" og mod et nyt og øde "hjem".

En lille time senere kom de første meldinger ind over eskadronsnettet, om at de havde to motorcykler som fulgte efter dem. Eskadronschefen meldte til 2. deling at de skulle handle efter ROE (rules of engagement) såfremt de fortsat følger efter dem efter 500 meter.

Der gik ikke meget mere end et par minutter, så hørte jeg pludselig et kæmpe brag og så kort efter en kæmpe røg- og støvsky stige op ca. 500 væk fra mit køretøj. Der kom hurtigt meldinger over radioen "TIC! TIC!" * Jeg troede selv først at det var et morternedslag, og kunne kort efter eksplosionen hører korte skudsalver fra vores tungemaskingeværer (TMG). Der blev igen kaldt "Føling! Føling!" over radioen, og jeg hørte atter skudsalver både foran i kolonnen og bagerst fra kolonnen.

*TIC = Troops in combat.
*Føling = At man har øjne på fjenden. 

Oprindeligt billede fra minepåkørslen

Jeg kunne længere ude til højre for mig se 20-30 mennesker løbe ned af et bjerg, og jeg tænkte "hold kæft, så ramte vi sgu et baghold!". Det viste sig senere at det var en flok civile som løb i dækning.

Både min kollega og jeg forholdt os stille og roligt, for vi kunne hører at vores sikringshold gjorde det de var trænet til. De sikrede den kolonne som de eskorterede.
Så der var ikke så meget vi kunne gøre, som ville gøre en forskel, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt.

Et par minutter efter eksplosionen blev der over radioen, anmodet om mere sanitetsstøtte i form af endnu en af vores militære ambulancer, da der ligeledes blev meldt over radioen at der var tilskadekomne. Det var endnu ikke klarlagt på det tidspunkt, om det var civile eller danske soldater.

Der var rigtig mange meldinger over radioen. så det gjaldt om at høre efter på radioen, for at få en ide om hvad der var sket, og for at kunne dokumentere vigtige informationer til senere i en eventuel rapport. Radioen var et godt værktøj når jeg nu ikke kunne se hvad der var sket fra min position.

Det blev meldt over radioen, at 2. deling havde føling på et compound som vi tidligere havde passeret, og jeg kunne høre og på det tidspunkt se lysspor fra deres TMG, da vi ligeledes var ude af vores køretøj for at sikre.

Der kom på et tidspunkt en melding over radioen "nine-nul, nine-nul… Situationsrapport følger… Vi har 3 mand, som er kommet til skade… Alle tre er i live… en mand kan ikke mærke sine ben… to mand ikke kritisk, men med skader… Et køretøj gjort ukampdygtigt… SLUT".

Endelig fik jeg en ide om hvad der var sket, og hvem der var involveret, hvilket også betød at MP nu skulle ned til skadesstedet, for at få optaget dokumentation, til en senere rapport.

Når jeg kiggede rundt kunne jeg se lettelsen hos soldaterne ved de andre køretøjer. Jeg var ikke i tvivl om at alle blev berørte, af først at høre en eksplosion, og derefter høre på radioen at der blev tilkaldt ekstra lægeassistance og ambulancestøtte. Især når man ikke kunne se hvad der var sket på grund af det kuperede terræn.

Så det var selvfølgelig en stor lettelse at høre at tre af ens kollegaer stadig var i live, på trods af den store eksplosion.

Der blev ca. 10 minutter efter eksplosionen tilkaldt MEDIVAC (helikopter) til ulykkesstedet, og i tiden op til helikopterens ankomst, blev der klargjort en dansk morterstilling til at hjælpe med nedkæmpning af fjendens stilling(er), samtidig med at 2. deling konstant skød mod et compound, som efter sigende gemte fjender.

Det var et irritationsmoment for min kollega og jeg at vi fra hvor vi var placeret ikke havde et overblik over ulykkesstedet, da det lå på den anden side af en mindre bakke/krete. Vi ville gerne derned, men kunne ikke kører derned før vi havde fået en godkendelse fra eskadronschefen, som havde mere end travlt selv.

40 minutter efter eksplosionen ankom MEDIVAC'en. En stor transporthelikopter, der blev eskorteret af to Apache, og landede meget konsekvent.

Næsten en time efter ulykken, kunne jeg løbe derned og derefter påbegynde efterforskning og dokumentation. Der var heldigvis ikke blevet rykket særlig meget rundt på det tilskadekommet køretøj, men jeg blev stadig nødt til at fortælle et par folk, at det ikke var en turist attraktion men et gerningssted, da der var flere soldater som havde travlt med at tage billeder at det ødelagte køretøj. Hvilket også betød at de gik og ødelagde eventuelle spor etc.

Grundet de tre soldater som havde været i køretøjet, hvoraf den ene var blevet slynget ud, havde redningsfolkene været nødsaget til at vende bilen, således at de kunne få de to soldater ud, som stadig var i køretøjet.

Da jeg ankom til stedet for at tage billeder, så jeg foran mig et køretøj som tydeligt viste tegn på at have været ramt af en kæmpe eksplosion. Forfra så køretøjet faktisk ikke så slemt ud, men bagfra så det ud som om der havde været en kæmpe, som havde taget en bid hele vejen ned igennem bilen, og kun lige efterladt de to forsæder.

Hele chassiset så ud til at ha været blevet vredet fuldstændig fra hinanden. Det var tydeligt at se at eksplosionen var sket i højre bagside, da højre baghjul og bagside ligeledes var væk. Når jeg stod og kiggede på vraget, eller det der nu var tilbage af det, så var det mig fuldstændig uklart, hvordan de havde været i stand til at overleve en sådan eksplosion? Det mest sandsynlige svar for mig var at den eneste grund til at de ikke var blevet dræbt af trykket, var fordi de havde kørt i et åbent køretøj. Og trykket derfor let havde været i stand til at slippe væk.

Men efter en dokumentation, som syntes brugbar, kunne vi atter fortsætte sydpå sammen med den resterende eskadron minus. Vores ingeniører bortsprængte det ødelagte køretøj med 2 x 25 kilo sprængstof, hvilket medførte at der absolut ikke fandtes et spor af køretøjet efter eksplosionen.   

Vi ankom til det nye harbour ca. 3 timer senere end beregnet. Man kunne godt mærke at mange var mærket af dagens oplevelser, men vi var stadig på operation, og derfor kørte 2. deling, efter en snak med chefen for eskadronen, ud til deres tildelte overvågningsområde. Alle andre som havde haft del i dagens oplevelse brugte det meste af aftenen på at skrive rapport.

Derefter var det lige lukt i seng, med et håb om at der ikke vil ske mere alvorligt under resten af operationen.