Torsdag d. 28. december
Det er nu ved at være en af de sidste dage i året, inden vi atter starter på et nyt år. December måned har været mærket af alt lige fra lange skudkampe med Taliban og tilskadekommet dansk personel til dansen om juletræ på stabspladsen og en DANCON-march på 21 kilometer 2. juledag.
Dagene op til Juleaften og juledag var nøje tilrettelagt af et udvalg, som brugte mange timer på mange møder, således at alle de danske soldater kunne få en nogenlunde jul i det sydlige Afghanistan. Der er ingen tvivl om at oplevelsen af julen selvfølgelig har været en anderledes oplevelse fra person til person. Men her i militærpolitienheden er det intet nyt for nogen af os, da alle os 6 mand som minimum, har tilbragt 2 juleaftener, på en mission inden for de sidste 3-4 år. Mange af os flere end det.
Starten af december måned gik jo med operation i den nordlige del af vores missionsområde, desværre var vi jo så uheldige at blive ramt af personelskade, da vi havde tre mand som påkørte en mine. Heldigvis så slap de alle tre med livet i behold, men det var en overraskelse for mig, da vi lavede rapporten at alle 3 mand som havde kørt i det køretøj var 20 år eller derunder. Læs mere om mineulykken 2. december 2006
De tre efterfølgende dage blev vi ramt af angreb fra Taliban, og havde kampe på helt op til 8 timer. Det tog hårdt på nogen af drengene kunne jeg godt se. Men mens vi var derude, var det godt at se at eskadronschefen havde så meget føling med hans enheder, og brugte forskellige måder, til at få folk til at bearbejde deres oplevelser.
Jeg forlod operationen midtvejs dvs. ca. 7 dage efter vi var kørt ud. Vi (MP) havde fået så meget papirarbejde grundet de sidste mange dages kampe, og grundet mineulykken. Jeg blev derfor udskiftet med Michael, som kom med ud sammen med forsyningerne og optankningen. Så kunne vi få færdiggjort, alle de rapporter som skulle færdiggøres inden eskadronen atter kom hjem til Camp Bastion.

´
Eksklusivt felttoilet
Vores rapporter var rent faktisk "positive" på sin vis, selvom det omhandlede afhøringer. For en af vores hovedopgaver som jeg også har nævnt i tidligere blog's, det er dokumentation.
Ved alle de kampe vi havde på tredje, fjerde og femte dagen, fik vi støtte fra vores TACP (Tactical Air Control Party) eller på mere dansk facon… flystøtte.
Og derfor var det vores (Militærpolitiets) opgave at få dokumenteret og klarlagt, hvem der havde gjort hvad under flystøtten. Dokumentationen bliver lavet, såfremt at der på senere tidspunkt, skulle komme tvivlsspørgsmål omkring vores operationer.
Læs Steffens historie om militærpolitiets opgaver i Afghanistan
Nå men de følgende 10 dage gik blandt andet med skrivning, samt afslutning af rapporter, således at de kunne blive skudt af sted, hurtigst muligt.
Udover rapporterne gik december måned også med VIP beskyttelse af General Major Kühnel (Danske Division) samt hans adjudant Søren (lige en lille hilsen til ham). Günther og jeg fulgte dem under hele deres besøg, og de var begge meget afslappet, hvilket også var med til at gøre vores arbejde lettere.

Da Günther og jeg kom retur til Helman (dagen efter at eskadronen var kommet retur fra operation), skulle der ha været feltunderholdning bestående af musik, plus der var givet tilladelse til "2-can rule" (drikke to øl). Desværre så strandede underholdningen og julemaden jo i Istanbul sammen med alle de journalister som skulle ha været hernede. Så de - og vigtigst af alt vores julemad - blev fløjet retur til Danmark, uden overhovedet at have set skyggen af Afghanistan.
Eskadronen var inde i et par dage, i forbindelse med at der skulle ha været feltunderholdning, og det virkede ikke som om der rigtig var nogen, som blev videre irriteret over det, da det kun var underholdningen, og ikke det mest vigtige… nemlig de to øl som var blevet væk. Så efter at være blevet forsynet med 2 øl hver kunne alle drengene fra opklaringseskadronen nyde deres to dåseøl og derefter "vralte" i seng.
Eskadron plus inkl. tre MP'er, tog igen af sted på operation d. 16. december, således at de forsat kunne dække det danske operationsområde frem til juleaften. Det var dog blevet aftalt at eskadronen skulle være inde i Camp Bastion henover julen, så de kunne få samlet kræfter til det nye års operationer.
Danelagen Lines - den danske del af Camp Bastion - blev også ramt af en epidemi af influenza op til jul, ligesom lejrene plejer at blive omkring den tid, og det kan nok heller ikke helt undgås, når alle folk bor så tæt op af hinanden. Jeg nåede desværre også selv, at blive fanget af influenzaen inden jul, men kunne heldigvis se lillejuleaften med friske øjne.
Günther og jeg besluttede os for, i al begejstring, forud for julen at barbere os, men måtte i barberingshelvedet, indse at vi blev nødt til at lave et idolbillede, til vores helt store helt, den forrige MPO Jørgen. Jeg har desværre ikke noget billede af ham, men her er et af os, til at give en ide om hvorledes han så ud… Altså bare meget lavere.

Julemaden nåede frem, til stor begejstring for hele den danske styrke, som så kunne se frem til juleand og flæskesteg med rødkål og brune/hvide kartofler til aftens måltid. Hvor desserten var Ris á la mande.
Juleaftensdag blev derfor, dagen hvor en flok fra den danske styrke, herunder festudvalget fik skrællet kartofler til dagens julemiddag. Der var en dansk soldat som var uddannet kok, og som derfor stod i spidsen for tilberedningen af julemaden. Han styrede det med hård hånd, og klokken 1830 kunne den samlet danske styrke, i Camp Bastion stille sig ved en stol i det engelske messetelt, og modtage et dansk julemåltid, af højeste standard. Vi kunne ligeledes med stor glæde se at der på hver eneste tallerken stod en gave fra det engelske forsvar? Men gaven var der. Det var sku dejligt at se at der var nogen, som viste deres taknemlighed for vores tilstedeværelse over julen.
Anyway… Der var dækket flot op, og vi kunne med stor begejstring, synge med på samtlige vers af "det kimer nu.." og "glade jul" etc. hvorefter alle nød et dejligt julemåltid og et glas rødvin i sammenværd med kollegaererne. Tror nu nok der i samme tid, blev skænket en tanke eller to hjem til.



Efter et yderst fortræffeligt måltid, med juleand i overflåd, kunne vi bevæge os tilbage til paradepladsen hvor der i midten foran stabstelt og militærpolitistationen, var blevet opstillet et ÆGTE juletræ. Det var tidligere på dagen blevet pyntet op med alt tiloversbleven pynt fra enhederne.. og flot så det ud… Og der blev der så danset om juletræ.. dog hovedsagligt med folk fra staben… Hele seancen blev sluttet af med, den traditionelle sang "nu det jul igen.." og der blev løbet (på foranstaltning af MPO) i en kæde, ind i velfærdsteltet og videre igennem velfærdsområdet, hvor andre så hægtede sig på…


Efter den korte løbetur, bevægede dem, der nu havde været med til juletræsdansen, sig hen til deres respektive enheder, hvor man så åbnede gaver og hyggede internt. Ved MP havde vi alt, lige fra alt for meget juleslik, til alt for mange julekager… men jul var det, og vi fik da også lige ringet rundt til dem derhjemme i DK og fik ønsket dem en glædelig jul.
Både Günther og jeg havde aftalt, med de to små madammer derhjemme, at vi ringede og åbnede gaverne fra hinanden, samtidig med at vi havde hinanden i røret… så var man da lidt i nærheden af hinanden under julen..
Og så var den jul vist klaret…
Første juledag… ja, den forsvandt ud i den blå luft, da den blev betragtet som en søndag, hvor der var mulighed for lidt afslapning… hvilket vist passede alle helt fint.
Anden juledag, blev jeg anmodet af presse og informationsofficeren Nikolaj, om at medvirke i et radioindslag her på DR P4 Københavns Radio, om hvorledes julen havde været hernede.. det gjorde jeg så, og om der er nogen af jer derhjemme der hørte det, det ved jeg ikke..
Men det er sjovt, for selvom det var kort, så var jeg sgu ikke tilfreds med mit indlæg.. men det var måske fordi det var så kort ;-)
Da vi nåede eftermiddagen, var der klargjort til julebingo, hvor præmierne var alt lige fra en slikpose, til en Ipod Nano og et weekend ophold til 3.000,- kroner… Og der var ikke en eneste ved MP, som vandt noget som helst.. men vi har det jo også godt på hjemmefronten alle sammen.. så det var vel godt nok…
Om aftenen var der igen julemad på programmet, denne gang var det bare en rigtig dansk julefrokost for dansk MP hos dansk MP. Vi havde våbenmekanikeren Rasmus og forsyningsbefalingsmanden Lars, der begge til daglig er ved 1 MPKMP, samt feltpræst Thomas med som gæster. Specielt Michael og Günther havde gjort et godt stykke arbejde til aftens måltid, da de havde arbejdet i køkkenet. Måltidet bestod af: karry/sild, fiskefilet, lun leverpostej, Günthers hjemmelavede frikadeller, spegepølse med mere, og alt i alt havde vi en hyggelig aften, hvor vi kunne nyde en øl til maden. Steffen havde bagt rugbrød hele dagen.
Vi sprang over ris alá mande til dessert, da vi var fyldte efter Günthers frikadeller.
Så alt i alt en rigtig god dansk julefrokost.

Og i dag, ja.. arbejdet fortsætter sin gang og vi er så småt begyndt at klargøre, til de kommende operationer.. dog fik vi i øresneglen af vide, at de danske soldater i Feyzabad havde modtaget alt kransekage for hele den danske styrke i Afghanistan.. og de er altså kun knap 50 mand… så mon ikke de nok skal nå at blive trætte af det… :
Derfor var der lige et par gæve svende(inder), som tog initiativ og begyndte at lave dej til kransekage i dag… Godt initiativ…
Desværre betyder julen ikke at der ikke kan ske dødsfald, og vi flagede i dag for en falden engelsk kollega, som var blevet dræbt ved noget der hedder Garmshir.

Glædelig Jul fra alle os hernede, til alle jer derhjemme..
Og så lige en sidste julehilsen til MIC fra Sydslesvig, som var så venlig at tage sig tiden til at sende os julepynt.