Mandag d. 8. januar

"The day after, or so we thought"

Det blev morgen, og vi stod op ved første dagslys.. eller det gjorde Günther og jeg, for Ole prøvede at gemme sig for lige at få 5 min. ekstra i posen, men den gik ikke. Knap 400 meter fra os kunne vi se det sted hvor vi i går havde haft kugler flyvene om ørene.. Det var sku lidt surrealistisk syntes jeg.

Vi kiggede på skudhullet i min side og så at kuglen var gået ind i bunden af døren, hvilket egentlig betød, at hvis jeg var blevet stående udenfor da det hele startede, så havde jeg måske ikke været så heldig.. (happy days) som englænderne nu ville ha sagt det.

Vi, altså MP, rykkede samme dag fra den deling vi havde overnattet ved, og tilbage til harbour, da der var kommet en sag i forbindelse med gårdsdagens begivenheder. Vi havde derfor ikke været ved delingen den efterfølgende nat, hvor Taliban med RPG og håndvåben havde sneget sig ind på delingen. Det havde været et stort chok for alle, at de pludselig havde sneget sig ind over en bakketop og affyret deres RPG. Der var heldigvis ikke nogen som var blevet ramt og der blev hurtigt svaret igen med egne våben. Dog måtte nogen den efterfølgende morgen sande at have skudhuller i deres soveposer. Ikke særlig fedt!!

De kommende 2 aftener var der kampe med Taliban. Begge aftener var let morter indsat.

Den efterfølgende dag, blev alle delingerne rykket ud fra området omkring byen Dahaneh, to dage før en beregnet, dette var selvfølgelig til stor irritation for mange, da det var helt klart for os alle og dem med mange stjerner hjemme i lejren, at vores tilstedeværelse/operation, havde været til stor gene for taliban.
På trods af dette blev opklaringseskadronen beordret til, at trække de danske styrker ud af området.

På vej retur til harbour, under den taktiske udrykning fra Dahaneh, blev der konstateret et morter-/raketangreb, mod eskadronen, hvilket gjorde at hjemkomsten blev forsinket et par timer mere end forventet. Men til gengæld så blev der kaldt flystøtte ind over compoundet hvorfra der var blevet skudt fra, og det blev i store træk fjernet fra jorden, hvilket gjorde at hele eskadronen kunne sove mere roligt denne nat.

Det var først noget senere at årsagen til at ophæve operationen kom. Jf. englænderne var den pludselige ændring i opgaven, at luftstøtten ikke kunne opretholdes. Herunder var vores sanitetshelikopter støtte begrænset, hvilket betød at vi ikke med garanti, kunne få en helikopter inden for meget kort tid, såfremt vi skulle være så uheldige, at få en såret dansk soldat, som vi havde fået d. 2. december 2006.

Efterfølgende dag blev de engelske 'Royal Marine Commandos' igen afhentet, af Chinook og Apache helikoptere. Og hele eskadronen pakkede sammen og flyttede sydpå. Max 10 minutter efter eskadronen var rykket fra harbour, talte jeg op mod 15 løbende afghanere og 6 motorcykler komme styrtende for at afsøge området for brugbare ting, såsom efterladt skrald.

 

 

Kampene ved Dahaneh var hårde, og ikke noget jeg personlig har brug for at opleve igen, hvilket jeg bestemt tror der er flere der er enig med mig i.

Vi kunne alt i alt tælle 7 TIC's (troops in contact) under de fire dages operation ved byen i Dahaneh. Endnu engang kunne vi ligeledes glæde os over danskerheldet, da vi ikke havde haft nogen danske sårede soldater under de mange kampe.
 
På turen mod nyt harbour og nye forsyninger, blev en civil lastbil stoppet at en af vores patruljer, som der startede en search på lastbilen, da man mente han havde virket mistænksom, og at chaufføren havde snakket i telefon da man passeret. Vi stoppede ved patruljen, som resten at kolonnen passerede dem. Günther og jeg tog kontakt til patruljen, som endnu ikke havde fundet den telefon som de mente at chaufføren havde siddet med.

Vi tog derefter kontakt til chaufføren, som var yderst venlig og forstående over for os, og med håndbevægelser forklarede os at han altså ikke havde snakket i telefon. 2 sekunder efter råbte en af soldaterne til os, at han havde fundet en telefon i et rum under styrehuset, hvilket vi selvfølgelig fandt lidt mistænksomt. Men vi tog også i betragtning at der var mange røvere i området, hvilket sikkert var grunden til at den var gemt hvor den var. Eftersom patruljen ikke fandt andet relevant, forlod vi ham, da det ved hjælp at en tolk, viste sig at det ikke var hans bil eller telefon.

Da vi ankom til det nye harbour, fik folk ordentlig mulighed for endelig at få koblet lidt af, og få snakket om de sidste mange dages begivenheder. Jeg kunne se at mange af soldaterne havde fået sat sig ned i små og store grupper omkring små "bål". For at dele hinandens oplevelser, set med forskellige øjne og fra forskellige positioner omkring byen.

PMV'erne som havde været med ude, kørt retur Camp Bastion sammen med journalisterne fra TV2 Rød Zone, som vist havde fået sig en oplevelse.

Efter PMV'erne var kørt, var det begyndt at blive mørkt , og folk begndte så småt at bevæge sig til køjs. Og jeg tror nok der var en del, der virkelig fik sovet igennem hvilket mange nok havde brug for.

Den efterfølgende dag ankom vores genforsyning, som medbragte både post til nogle af folkene, men vigtigst af alt nye soveposer til dem som ikke havde været så heldige med deres egne under operationen.

Jeg snakkede med nogle af de soldater, som var kommet med ud sammen med forsyningerne, de fortalte at de journalister som havde været med ude under operationen, havde fået givet dem derhjemme i lejren et klart indtryk af at de vist alligevel godt kunne bruge disse optagelser til den kommende udsendelse.

Jeg syntes selvfølgelig det var lidt sjovt, fordi at jeg og mange andre, de første dage ude på operationen, havde snakket med journalisterne omkring optagelserne til udsendelsen. De havde der givet udtryk for, at de ville bruge optagelserne fra hold 1's ophold i Musa Quala, grundet det at der skete lidt mere på de optagelser, end det de havde fanget forud for Dahaneh.

På sin vis var alle i harbour positive, over for journalisternes holdningsændring. Og forhåbentlig vil det give en oplevelse af hvad en dansk soldat i Helmand gennemgår når han er udsendt. Både på godt og ondt.

Nå, men efter to dage i et sydligt harbour, gik det atter nord på mod et nyt harbour og mod nye opgaver. Det var meningen vi skulle ha lavet en social patrol på vejen op til vores nye harbour, men en af vores delinger magtede at sætte 4 køretøjer fast under en eskorte på retur fra Camp Bastion. Hvilket indebar at vi blev 5 timer forsinket og derfor måtte køre ind i vores nye harbour kaldet "harbour Antoinette" i komplet mørke.