Søndag d. 4. februar
Film på blog'en og Rød Zone samt lidt bagagekontrol.
Jeg begynder nu at kunne se lyset for enden af tunnelen, og kan tælle dag 119 i det afghanske land. Det er ikke lang tid der er tilbage, og jeg har sammen med Günther fået talt alt vores materiel op, således at overdragelsen til den nye mand gerne skulle forløbe smertefrit uden nogen mangler.
Ellers så er det jo små 3 uger siden, jeg sidst fik skrevet i al hast, da vi skulle på operation i Gereshk (læs mere på forsvaret.dk) som ligger ca. 40 km øst for den danske lejr. Jeg må jo beklagende indrømme, at standarden er faldet en del, siden begyndelsen af missionen, men engang i mellem så ændres prioriteterne, og så må det fritidsmæssige vige tilbage for arbejdet… Jeg vil derfor denne søndag prøve, at se om jeg kan få rettet lidt op på den manglende finpudsning, forud for afsendelsen til Danmarks Radio.
Rød Zone
Først så vil jeg kommentere TV 2's udsendelse "Rød Zone" som blev vist den 29. januar 2007.
Jeg har først fået set Rød Zone-programmet her forleden dag, og uanset om nogen folk har valgt at kalde det et "B" program etc. så syntes jeg personlig at det har givet et godt billede. I hvert fald betydeligt bedre end det folk derhjemme havde før. Richard som var delingsføreren TV2 fulgte, gjorde det godt og havde nogle gode tilføjelser, og han er helt klart også en af dem som jeg fortrækker at køre med, til trods for, at han er en "grejmand".
Det eneste rigtige minus, var da Niels Brinck kort fortalte, hvorledes vi prøvede, at fremprovokere Taliban's reaktion ved, at trænge ind i nogle compounds. Hvilket absolut ikke var grunden til at vi valgte, at trænge ind i de compounds. Hvilket både bliver forklaret i det efterfølgende klip, og som jeg har beskrevet under den 7. februar på bloggen.
Ellers syntes jeg det var et udmærket program, da det kom hele vejen rundt. Omkring folks spørgsmål til hvad der skete med de korte byger? Ja, så var bygerne lidt lange, da vi trak os fra byen, og skulle have de sidste soldater med ud. Nogen af bygerne kunne jo nok ha været lidt kortere, men sådan er det jo engang imellem.
Filmklip på blog
For det andet, så har jeg har i dag været inde og kigge på denne blog, og kan se, at de nu har fået lagt et link ind på siden, til en kort film omkring vores tur i det nordlige Helmand.
Lige da vi kom hjem fra operation, klippede jeg et par klip sammen under den 7. februar (filmklip), og lagde noget kraftig musik på, så at sige. Det fik ikke overraskende, mange forskellige reaktioner, positive som negative… Det jeg finder mest interessant, at læse og tager til mig, det er den positive del og negative del, hvor folk skriver noget med en forklaring på hvorfor de har den mening. Der hvor en vælger kun at skrive "Det er total krigsforherligelse"? Det giver for mig ikke mening, primært fordi han ikke skriver hvorfor.
Personen var der ikke selv da det sket (så jeg syntes derfor det var en lidt "ekstrem" kommentar) og som jeg skrev, så kan du derhjemme, såfremt du også har følelsen af det samme.. prøv at se filmen uden lyd, og så se om den på nogen måde, giver dig følelsen af selv, at have været der, eller om det bare bliver til et klip?
Håndbold
Ellers så har vi gennem de sidste mange dage, gjort vores for, at følge og heppe på de danske håndbolddrenge, de gjorde det godt og kom langt.. Men så er det jo godt at de i stedet kunne vise at Frankrig ikke var i nærheden af dem. Men mon ikke det har vækket en lille kommende håndboldspiller, i mange børn hjemme i det danske..
TILLYKKE MED MEDALJEN DRENGE, FRA ALLE OS HERNEDE FRA!
Bagagekontrol
Dagen i går og i dag har ellers været begyndelsen på de første omgange af bagagekontrol på de danske soldater, før det atter går hjem mod det danske. Vores opgave er, at kigge efter ulovlige våben, toldpligtige vare og civile sager som ikke hører til i de tasker/køjesække, som bliver sendt med en plombering fra os. Stort set hver dag, frem til den 21. februar, vil gå med bagagekontrol og overdragelse til vores nye MP-folk som ankommer hertil i den kommende uge.
Omkring det med toldpligtige vare, så er vi selvom vi er af sted i op til 6 måneder, stadig omfattet af reglen som turist, i en uge til et ikke EU-land. Altså 1350,- kroner, og har man så købt en fleece trøje, som er bedre end forsvarets udleverede, til en pris af 1100 kroner, så er der ikke meget tilbage til, at købe en gave til dem derhjemme. Her kunne det jo være rart, med lidt mere toldfri.
Kommentar til Dennis blog fra Afghanistan
I dag var jeg inde på Berlingske Tidende, hvor en anden soldater-kollega, delingsfører Dennis fra opklaringseskadronen skriver. Han har mange synspunkter både omkring materiel samt måden at føre krigen på… Om man er enig er op til læseren selv.
Men samfundet er nu engang sådan bygget op, at man kan blive ved med, at komme med punkter til, hvad forsvaret og regeringen gør, eller ikke gør nok for, i forbindelse med udsendelsen af soldater… Og jeg har, måtte sande, at der et sted i forsvaret sidder nogen som åbenbart, er bedrevidende omkring situationen, frem for soldaterne hernede, når det kommer til personligt udleveret materiel etc., og nogen gange har jeg været i tvivl, om de ting som bliver efterspurgt på missionerne, kommer helt frem til den korrekte mand i Danmark, således at det kommer med i overvejelserne?
Personelmangel i forsvaret
Omkring personelmangel inden for officerslinien, så kan jeg ikke udtale mig på det område…
Men jeg kan sige så meget, så at vi har tilsvarende problem ved Militærpolitiet, som er i stormangel på personel (Læs mere omkring dette på forsvaret.dk). Det mærkes især, da vi på dette hold er 6 MP'ere til, at dække hele Afghanistan. Hvor vi hellere så, at der måske havde været 9-10 MP'ere til at klare opgaven optimalt hernede. Men sådan er organisationen nu engang ikke bygget op. Man kan så også sige, at det er godt vi ikke skal være 9-10 MP'ere, da man hjemme i Danmark kun har været i stand til, at stille en MP styrke herned til, på 4 mand, altså 2 mindre end vi er nu.
Løn som fortjent?
Jeg kan jo nævne ting som løn og beskatning, som har været og stadig er et virkeligt stort emne omkring udsendte soldater og soldater derhjemme. Det er jo ikke kun lønnen som gør, at folk bliver ved med, at tage ud, det er jo også fordi, de kan li deres job og det, at man kan gøre en mærkbar forskel.
Det burde derfor ikke betyde, at forsvaret derfor bare skulle, lade det med lønnen glide hen, selvom det mange steder fra, tilkendegives af soldater som er utilfredse med løn og beskatningsforholdene.
Personligt så er jeg ikke i tvivl om, at en af grundene til, at forsvaret ikke kan holde på soldaterne, er på grund af lønnen både her som derhjemme.
Lad mig give dig to eksempler:
Eksempel 1.
Hvis jeg tager udgangspunkt i en sergentstilling, som er en mellemleder uddannelse, som kræver sit, som enhver mellemlederstilling gør.
En sergent kan let have op til 6 års erfaring og de har ansvaret for ca. 10 mand eller mere, og skal måske tage beslutninger, som i sidste ende kan koste en anden person livet under mission (hvis jeg nu skal gå til det yderste).
Ville du tage sådan en stilling til en grundløn på 18.500,- /måned før skat?
Prøv at sammenlign det med det civile arbejdsmarked, eller for den sags skyld en politielev som ligger på en grundløn på 20.571,- de første 3 år under oplæring altså uden erfaring, og efter 3 år stiger til 22.353,- stadig under uddannelse.
En sergent med 6 års erfaring og en mellemlederuddannelse = 18.500 i grundløn.
Politimand efter 3 år og stadig under uddannelse = 22.353 i grundløn.
Altså en difference på næsten 4.000,- kroner.
Dette er en af grundene til, at sergenter forlader forsvaret.. blandt andet fordi de kan få en stilling, med bedre løn i det civile. Det samme gælder for officerer i lederstillinger.
Eksempel 2.
Vi udregnede på turen tilbage fra operation, i midten af januar 2007, hvad forskellen ville have været på, at have været på øvelse i Oksbøl kontra skarp operation i Afghanistan i 24 dage.
Det vidste sig rent faktisk, at hvis vi i stedet havde ligget i Oksbøl på øvelse, så havde vi tjent 6.000,- kroner (efter skat) mere end vi gjorde på, at være hernede, derudover ville vi så kunne have holdt fri i 7 af dagene i januar. Hvor de 6.000,- (efter skat) så skulle have dækket maden der. Men det ville jeg personligt godt kunne ha levet med.
Hvad med dig?
1. 24 dage på øvelse i Oksbøl, hvor du havde tjent 6.000,- (efter skat) mere end i Afghanistan og med 7 dages fri hos familien?
2. Eller 24 dage i Afghanistan til 6.000,- (efter skat) mindre end på en øvelse i Oksbøl, hvor du tilmed kunne være heldig med angreb fra Taliban og livet som pris?
Den er ikke så svær vel!!
Vedrørende skattelettelse, som man jo ved regeringen også har talt om, så skal der gøres noget omkring skatten. Eller også så skal der gives et mærkbart tillæg, således at dem som har en familie eller lign. Har mulighed for, at tage af sted på en mission uden, at det rent faktisk skal komme til, at påvirke så meget, at det kan gå hen og blive en underskudsforretning.
Men nok brok omkring lønnen, jeg elsker mit arbejde, mener bare ikke det kan mærkes i lønningsposen, at man er i en mission og laver et stykke arbejde af denne kaliber. Men igen, det er bare min mening.
Men nu skal det hele heller ikke være brok og gøgl… For vi har haft det godt på denne mission, og vi er alle kommet helskindet igennem, med oplevelser for livet.. positive som negative. Jeg er glad for, at jeg fik prøvet noget af denne kaliber, selvom der efter mit eget behov, ikke var de politiopgaver som jeg søgte.
Men erfaringer har jeg få gjort mig masser af, og jeg håber da også at jeg på et senere tidspunkt kan videregive nogle af disse erfaringer til andre MP'ere.