Søndag d. 11. februar

Så er der 3 dage til det går hjemad, og jeg ser virkelig frem til at komme hjem, efter den nu 4 måneder lange tur. Günther og Michael er allerede taget hjem i sidste uge, således at det nu kun er Ole, Steffen, Nikolaj og jeg selv, der mangler at komme af sted. Og som følge af, at Günther og Michael er taget af sted, så har vi fået to afløsere herned, herunder min afløser på materielsiden. Dette har medført at de sidste 3-4 dage er gået med, at tælle materiel op og gennemgå alt det papirarbejde som følger med, når man er materielansvarlig. Og det er ikke så lidt, skal jeg hilse og sige.

I mandags før Günther og Michael tog af sted, havde vi besluttet os for at få taget et nyt holdbillede, til vores "Hall Of Fame", da vi jo gerne vil ha' et hold billede, hvori vores Helmand erfarenhed lyste ud af os. Hehe.

Ellers så er jeg så småt begyndt, at kunne se enden på denne mission, og har flere gange snakket med dem derhjemme, herunder selvfølgelig Nina, som jeg er utrolig glad for stadig er derhjemme, og venter på mig.
Og så er det jo, at dem derhjemme er så glade for, at man kommer hjem, og spørger ind til hvad man godt kunne tænke sig, når man nu kommer hjem, såsom hvad man godt kunne tænke sig, at spise og lave. På mad siden, er jeg ikke det mindste i tvivl om hvad jeg godt kan tænke mig når jeg kommer hjem…. GOD DANSK MAD nemlig.. frikadeller og julemad er nogle af de første ord der falder mig ind.

Jeg har i løbet af de sidste par indlæg fået nogle spørgsmål, og jeg vil derfor prøve, at svare bedst muligt på et par af dem.

Hej Christian.
Jeg snakkede med en feltpræst i går, som fortalte, at nogle danske soldater i Irak snakker mere med præsten og måske endda begynder at tro mere på Gud pga. alle de ting, de oplever og ser i Irak. Hvad er dine oplevelser? Har du brugt feltpræsten? Kommer kristendommen til at fylde mere i danske udsendte soldaters liv?
   - Erling Thisted - Feb 08, 2007 18:39:08

Om folk begynder at tro mere på gud, det kan jeg selvfølgelig ikke svare på for andre.. Personligt, så nej. Men jeg er rimelig sikker på, at mange hernede inkl. mig selv har brugt Thomas præst som en person, de har kunnet finde fortrolighed hos. Jeg ved, at flere soldater under kampene ved Dahaneh, søgte til Thomas for at snakke med ham, herunder også for, at søge råd, om senere kontakt til psykologer.

Vi har været så heldige på dette hold, at Thomas har været en meget engageret præst, som har været med ude på stort set alle operationer for, at kunne holde kontakten, til alle soldaterne, som måske kunne komme ud for lidt hårdere påvirkninger, end dem i lejren.

Nu ved jeg ikke hvordan du/I derhjemme ser en præst. Men jeg ved hvordan jeg selv så en præst, før jeg begyndte på mit udlandsarbejde. Der så jeg en præst som en der var stram i betrækket (undskyld mit udtryk), og som var meget konservativ. Men det syn har jeg måtte ændre betragteligt, for de præster som har været med ude på mission, igennem de sidste 4½ år. Thomas er den præst, jeg har haft mest kontakt til på en mission, måske fordi han konstant kommer løbende for, at få en kop kaffe hos os.

Så "ja" jeg har brugt Thomas i mange tilfælde, personlige som sociale.

Om kristendommen fylder mere i den enkelte soldats liv? Ja se det er et godt spørgsmål? Igen kan jeg kun udtale mig, på et personligt grundlag. Jeg mener, at det bidrag som Thomas er kommet med, og i det hele taget præster på missioner kommer med. Har stor værdi for den enkelte soldat. Som jeg nævnte tidligere, så har der været episoder hernede, hvor jeg har oplevet, at man som soldat i et "gruppesamfund" må vise sig som stærk, og derfor er det rart, at have en neutral person at dele sine tanker og drømme med. I dette tilfælde er det Thomas.

Dette skal dog ikke forstås som et udtryk for, at soldaterne ude i de forskellige enheder ikke kan snakke sammen. Tværtimod er min opfattelse det lige modsatte. I episoderne før, under og efter Dahaneh, har jeg kun oplevet et stærkt sammenhold, helt fra den lavest rangerede til den højst rangerede. Men vi bliver også nødt til, at sande, at vi ikke alle er bygget op som personer, der alle er gode til at kommunikere. Og der er det så, at en person som Thomas kommer ind.

Om kristendommen fylder mere, efter soldatens hjemkomst… aner det ikke.. men en ting er sikkert og det er, at Thomas har vakt stor glæde og ro hos mange, i den danske lejr og ude på operationerne.

Håber dette var svar nok.

Thomas under feltprædiken.

Ellers så er det i morgen jeg drager af sted, sammen med omkring 35 andre fra Camp Bastion og mod Kabul, og jeg vil ærligt og redeligt sige.. "Jeg håber aldrig, at jeg skal sætte mine fødder her igen". Nu har jeg taget to ture i Afghanistan, og syntes det må være nok fra min side. Og hvis jeg spørger Nina, mener hun vidst det samme. hehe

Det er selvfølgelig lidt mærkeligt, at skulle forlade en masse danske som udenlandske bekendtskaber, især det, at man pludselig ikke er i kontakt med folk, som forstår en stort set uanset hvad man siger… (dog ikke når man er fra København, jf. Ole).

Men uanset hvordan jeg ser på det, positivt som negativt, så er det faktisk meget simpelt. Det jeg ser mest frem til når jeg kommer hjem det er, at komme hjem til familien og mest vigtigt Nina. Og hvad gør man sig så, af forberedelser forud for sin hjemkomst? Ja, jeg har personligt ikke gjort mig andre forberedelser end, at fortælle min kære mor og Nina hvornår jeg er hjemme. Resten tager jeg når jeg kommer hjem.

Om der er nogen af de ting jeg har oplevet, eller gjort som jeg har fortrudt eller ville gøre om..? Nej absolut ikke, og lad mig sige det således: "Vi kigger fremad, ikke tilbage.. men tager vores erfaringer med os, og lærer af dem.."

Læs også Delingsfører Jonathans detaljerede beretning om de danske militære operationer i Helmand på berlingske.dk, hvor delingsfører Dennis også blogger.