preload loader

Skrevet af: Jacob Jægesen Petersen

 

Arkitektfirma klar med nyt Christiania

 Andet

Mens Slots- og Ejendomsstyrelsen er ved at lægge sidste hånd på sin indstilling til finansminister Thor Pedersen (V) om Christianias fremtid, præsenterer Tegnestuen Vandkunsten nu sin vision for, hvordan fristaden kan udvikles, så den bevarer sin originalitet og fortsat kan være en inspirationskilde for det omgivende samfund.

Tegnestuen blev oprindeligt udpeget af Finansministeriet og Slots- og Ejendomsstyrelsen til at hjælpe med at belyse de bebyggelsesmuligheder, der er i området. Men trods udsigten til 150.000 kroner i vederlag valgte arkitekt Jens Thomas Arnfred at forlade det første møde i utide, da han fik færden af det politiske sigte med øvelsen, som efter hans opfattelse ville ødelægge Christianias karakter.

I stedet valgte tegnestuen at blive Christianias arkitektrådgiver mod at få et tilsvarende honorar fra Københavns Kommune.

- Vi vil gerne støtte det bedste i Christiania, og vi synes, det er synd, hvis Christiania skal bebygges efter den normale fremgangsmåde i byplanlæning. Derfor vil vi fastholde, at Christiania skal udgøre en forskel, og grænsen mellem byen og fristaden skal være tydelig. Altså ikke noget med nye bygninger i fem etager, siger Jens Thomas Arnfred.

Står det til arkitekterne i Vandkunsten, skal der i stedet bygges nye kulturhuse, produktionsværksteder, kunstneratelierer og forskningsmiljøer, og der skal gennemføres dristige boligeksperimenter, der kan videreføre Christiania som et levende laboratorium for udviklingen af alternative by- og boligkulturer. Blandt andet skal Arkitektskolen have en legeplads, hvor de studerende kan udfolde deres ideer i fuld skala.

Forslaget opfordrer finansministeren til at opgive tankerne om privatisering, ejerboliger og fashionable byejendomme for i stedet at styrke den eksperimenterende profil, der er Christianias særkende.

- Man kan tage ud på Christiania som akademiker og blive glædeligt overrasket over, hvor smukt, der er, selv om meget af byggeriet er blevet til uden særlige forudsætninger og er vokset frem for få midler. Så forgængeligt og tarveligt det kan være, lige så varmblodigt og sindssygt smukt er det. Christianias byggeri er en kæmpe inspiration for os andre. Der er en fuldstændig vidunderlig frodighed, og vi bliver et fattigere samfund uden det, siger Jens Thomas Arnfred.

Tegnestuen har fulgt kravet om at finde plads til 30.000 nye etagemeter på Christiania, men i stedet for at holde nybyggeriet inden for et forholdsvis lille område tæt på Prinsessegade, har arkitekterne valgt at sprede byggeriet ud over et større areal, også på vandet, hvor der er fundet plads til flydende ungdomsboliger.

Dermed bryder arkitekterne med Kulturarvsstyrelsens afstandskrav til det historiske voldanlæg, men det er helt bevidst, fordi tegnestueen mener, at fredningsbestemmelserne er blevet overhalet af virkeligheden. Det betyder dog ikke, at arkitekterne vil bygge på selve voldene. De skal derimod tydeliggøres, og bastionerne skal retableres, understreger Jens Thomas Arnfred.

- Finansministeren må forstå værdien af Christiania, og at man er nødt til at tænke mere langsigtet end bare at bygge efter den traditionelle skabelon for byudvikling. Det bliver for stereotypt, kedeligt og forudsigeligt. Boligspekulationen skal holdes ude. Christiania er ikke til salg, siger han.

Han understreger, at Christiania har brug for en hjælpende hånd udefra, hvis drømmen om det alternative samfund skal leve videre, og at beboerne er nødt til at formulere en stærk dagsorden for, hvordan byggeriet og området skal udvikle sig.

Jens Thomas Arnfred peger selv på, at medbyg og selvbyg fortsat skal være de bærende elementer, men at det bør overvejes, om ikke der eksempelvis bør fokuseres meget kraftigere på eksperimenter med lavenergihuse og økologisk ansvarlige byggemetoder.

- Vi foreslår, at Christiania bliver et laboratorium for bæredygtigt byggeri, der kan udfordre vores bovaner. For hvis Christiania fortsat skal have sin berettigelse og blive ved med at være mere interessant end Den lille Havfrue, skal der sættes en dagsorden, som levendegør Christiania både ideologisk og kunstnerisk. Og det kræver nyt blod og friske energier, slutter arkitekten.

Send eller anbefal link

 

På forsiden af P4 København lige nu

Hent DR's nye nyheds-app

Hent DR's nye nyheds-app

7. mar. 2011 09:50

 

Krav om undersøgelse af Københavns Politi

Krav om undersøgelse af Københavns Politi

28. feb. 2011 09:36

Manu Sareen vil nu have justitsministeren til at igangsætte en undersøgelse af Københavns Politi.

 

PostDanmark forbyder politik på arbejdet

PostDanmark forbyder politik på arbejdet

28. feb. 2011 08:19

PostDanmark forbyder nu sine ansatte at afholde valgmøder og opsætte af valgplakater. 3F kalder det et brud på ytringsfriheden.

 

 
 
Du er her: dr.dk > Regioner > København > Nyheder > Andet

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.