Millioner i vente til forsinkede pendlere
06. jan. 2007 07.43 dr.dk-forsideDer kan være millioner i vente til de mange pendlere, der hver dag rejser med DSB. En ny rejsegarantiordning udbetaler nemlig penge til passagererne hvis togene er forsinkede.
Hundredvis af togpendlere tilmelder sig hver dag DSBs nye rejsetidsgaranti, hvor der falder penge af til pasagererne hvis togene er forsinkede.
Og det skønner DSB selv kan udløse 40 millioner kroner til de togrejsende, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Men det er det værst tænkelige scenarie, og vi tror ikke, at det kommer til at gå sådan, for Banedanmark har fået bedre styr på sine skinner i forhold til tidligere, og derfor vil vi ikke have de samme forsinkelser, siger sekretariatschef i DSB Salg, Bjarne Lindberg Bak.
I 2006 skyldtes de fleste forsinkelser nedsat hastighed på grund af slidte skinner, men blandt årsagerne var også nedfaldne køreledninger, vejrforhold, uheld med DSB's eget materiel og manglende personale.
Det er netop forsinkede eller aflyste tog, der kan udløse penge til de DSB-rejsende og her fra årsskiftet også til pendlere, hvis de ellers er tilmeldt garantiordningen og bruger togkort til deres daglige rejser.
De 300.000 daglige S-togsrejsende skal dog ikke forvente at spinde guld på garantien, hvis et planlagt sporarbejde generer den sædvanlige køreplan, som det eksempelvis bliver tilfældet på Køge Bugt banen i første halvår og fra sommeren 2007 på Kystbanen.
I de tilfælde laver DSB nemlig nye midlertidige køreplaner, som gælder i stedet - og tager dermed højde for en længere rejsetid. De første garantipenge bliver udbetalt til foråret.