Tre unge taget med stjålne designerstole
07. feb. 2010 11.10 DragørTre unge mænd skal for en dommer, efter at de natten til søndag blev standset på Amager med bilen fuld af designerstole og andre mærkevarer.
En politipatrulje fattede mistanke til bilen med de tre mænd og ville rent rutinemæssigt tjekke den. Men chaufføren trådte speederen i bund og stak af med politiet i hælene.
Arne Jacobsen-stole
Ifølge den centrale vagtleder hos Københavns Politi nåede flugtbilens hastighed på et tidspunkt op på 100 kilometer i timen, inden de standsede bilen i bebyggelsen Urbanplanen på Amager og forsøgte at slippe væk til fods. De blev imidlertid hurtigt løbet op og anholdt.
Da politiet fik undersøgt bilen, viste den sig at indeholde seks designerstole af den kendte arkitekt Arne Jacobsen og desuden køkkenknive og lamper, alt sammen mærkevarer. En kvittering i en kasse ledte politiet på sporet af en adresse i Dragør. Noget tyder på, at de fleste af tyvekosterne stammer fra et indbrud der.
Mændene, der er danskere og mellem 20 og 24 år, fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt søndag.