Helikopterrute fra Århus til København
21. nov. 2006 11.02 ErhvervEn helikopterrute mellem Århus og hovedstaden kan være en realitet om under et år. Transporttiden bliver en halv time, og det vil koste 4000 kroner for en returbillet, skriver Erhvervsmagasinet Huset.
Idémanden bag helikopterruten er administrationschef i shoppingcentret Bruuns Galleri i Århus, Bo Steffensen:
- Kundegrundlaget er enormt, og vi har haft stor efterspørgsel på projektet. Tid betyder meget, og jeg har selv prøvet at aflyse møder i København, fordi transporttiden er lang, og jeg ikke kan bruge en hel dag på det, siger Bo Steffensen.
Lande på havnen
Den oprindelige plan var at lade helikopteren have landingsbane på taget af Bruuns Galleri i centrum af Århus. Men på grund af støjgener skal landingsbanen nu efter planen ligge på havnen.
Passagererne skal tjekke ind i Bruuns Galleri, hvor der er parkeringskælder og derefter fragtes de få meter ned til havnen i en shuttlebus.
I øjeblikket arbejdes på en løsning med to-tre forskellige landingsbaner i København med maksimalt 15 minutter til centrum.
Politisk opbakning
I Århus er der politisk opbakning til ruten.
- Så kan vi få bundet byerne tættere sammen. Private investorer er meget langt med planerne, og de mener, det er meget realistisk, siger Nicolai Wammen.
Der kan gå op til et år, før en godkendelse er klar. Og selv om århusianerne er vilde med ideen, er det ikke sikkert, de københavnske politikere er lige så positive over for en helikopterrute.
Bo Steffensen har regnet ud, at det kan betale sig for personer med en timeløn på over 350 kroner at benytte muligheden. Helikopteren skal kunne rumme seks til tolv personer og have fem afgange om dagen.