Dom sikrer erstatning i sexchikanesag
13. feb. 2011 11.10 GlostrupOm igen, siger Retten i Glostrup til Ankestyrelsen, der har frataget 46-årig kvinde 800.000 kroner i erstatning for sexchikane. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.
Oprindeligt havde Arbejdsskadestyrelsen afgjort, at kvinden havde mistet 75 procent af sin erhvervsevne på grund af følgerne af sexchikanen. Det ville have givet hende cirka 800.000 kroner i erstatning, vurderer hendes advokat, Søren Kjær Jensen, firmaet Elmer & Partnere, der har ført sagen for HK.
Ingen erstatning
Den afgørelse blev lavet helt om, da arbejdsgiverens forsikringsselskab, Industriens Arbejdsskadeforsikring, klagede til Ankestyrelsen. Her blev kvindens tab af erhvervsevne vurderet til kun 15 procent. Og det er ifølge reglerne for lidt til, at hun overhovedet kan få erstatning.
Men nu har Retten i Glostrup underkendt Ankestyrelsen. Ifølge dommen har den 46-årige kvinde lidt "et betydeligt erhvervsevnetab" ved at blive forulempet af sin chef. Ankestyrelsen skal derfor vurdere sagen på ny.