Borger må ikke sætte vindmølle op
11. nov. 2009 07.13 GribskovBarry Claridge fra Helsinge ville gerne gøre noget godt for klimaet.
Så da han så en annonce i avisen for en såkaldt "husstands-vindmølle", slog han til:
- Det er ikke nogen kæmpe stor Vestas vindmølle. Det er en lille et kilowatt vindmølle på ni meters højde, så den er ikke meget højere end en flagstang med en vimpel foroven.
Men det viste sig at være alt andet end lige til at få lov til at lave miljøvenlig strøm i Gribskov Kommune.
Barry Claridge har nu ventet i et halvt år på at få en byggetilladelse fra kommunen.
Han fatter ikke, at det skal være så besværligt at sætte en lille vindmølle op:
- Det burde være meget, meget nemmere. Jeg synes, det er latterligt og virker uprofessionelt, at man ikke giver svar her og nu. Det er ligesom, at der ingen der ved noget om det eller vil gøre noget ved.
Det er helt uhørt.
Normalt er kommunerne kun et par uger om at give tilladelse, fortæller direktøren for Danmarks Vindmølleforening, Asbjørn Bjerre:
- Det er helt usædvanligt, at den her sag kommer i nabohøring og i Naturklagenævnet. Det er der ikke nogle lovkrav om. De fleste kommuner klarer det meget hurtigere.
Husstands-vindmøller kan levere klimavenlig energi svarende til cirka halvdelen af en families forbrug.
Så Gribskov Kommune må tage sig sammen, så borgere der gerne vil gøre noget for klimaet ikke mødes af en mur af bureaukrati, mener Asbjørn Bjerre.
- Hvis man kan omsætte sit eget elforbrug fra noget der forurener, til noget der ikke gør det, så betyder det noget.