Smed molotovcocktail mod skole
17. mar. 2010 11.50 HelsingørFire unge smed i går aftes en tændt molotovcocktail mod Hellebækskolen i Hellebæk. Det skriver Helsingør Dagblad.
Naboer til skolen har fortalt politiet, at de så fire unge med to knallerter ankomme til skolen, og en af dem kastede en whiskyflaske fuld af benzin med antændt væge mod skolens indgangsdør.
Bomben ramte dørens rude, som krakelerede, men ilden fra molotovcocktailen nåede ikke at brede sig.
I flere timer efter molotovangrebet ledte patruljer fra Nordsjællands Politi efter gerningsmændene, men uden resultat. Motivet bag bombekastningen var onsdag til formiddag stadig uvist.