Firmaer spekulerer i lærlinge-tilskud
26. aug. 2010 07.52 HillerødEn række firmaer har tilsyneladende fået lidt for god smag for en støtteordning, hvor det i øjeblikket følger en kontant bonus på 50.000 kroner med, hver gang firmaet ansætter en lærling i mindst syv måneder, skriver Frederiksborg Amtsavis.
Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød ser for tiden en del virksomheder, som kun laver korte praktikaftaler på syv måneder i stedet for hele læretiden og på den måde kan virksomhederne få udbetalt de 50.000 kroner flere gange.
- Vi har faktisk skrevet lige så mange praktikpladsaftaler nu, som vi gjorde hele 2009, så det er en forbedring, men spørgsmålet er så, hvor mange korte praktikpladsaftaler, der er. Vi vil gerne have klaring over de spekulationer, siger Finn Arvid Olsson, der er direktør for Erhvervsskolen Nordsjælland til avisen.
Urimelig kassetænkning
Finn Arvid Olsson mener, at virksomhederne i stedet blot skulle have en andel af tilskuddet, hvis de laver korte aftaler, og den opfordring er Venstres uddannelsesordfører Anne-Mette W. Christiansen villig til at følge op på.
- Jeg er klar til at lave en regulering og deling. Det er ikke rimeligt, at nogen skal shoppe rundt i en kassetænkning, siger uddannelsesordføreren til Frederiksborg Amtsavis.