Københavnske børn rammes hårdt af dårligt indeklima
03. sep. 2007 18.06 Hovedstadsområdet- Hvis vi ikke må blive syge af at gå på arbejde, så må vores børn heller ikke blive syge af at gå i skole.
Sådan siger SF's sundhedsordfører Kamal Quereshis efter at Astma og Allergi Forbundet i dag giver det dårlige indeklima i skolerne skylden for, at flere børn bliver syge.
Og derfor vil SF igen fremsætte i Folketinget, at Arbejdsmiljøloven også skal gælde for børn.
Astma og Allergi Forbundet får nemlig mange henvendelser fra bekymrede forældre, hvis børn er blevet syge af for eksempel dårligt indeklima og skimmelsvamp.
Og specielt i København giver det dårlige indeklima på skolerne problemer, mener Kamal Quereshis. Blandt andet fordi mange bor i lejligheder, ogf dermed ikke kommer ud i den friske luft, ligesom børn på landet gør.
- De har ekstra behov for ikke at gå i skole i et ordentligt klima, fordi de ikke kommer så meget ud, men ofte bruger fritiden i lejligheden, siger han.
Formanden for KL's børne- og kulturudvalg, Henrik Larsen, mener, at kommunerne hvert år bør gennemgå skolerne for at sikre, at de er sundhedsmæssigt i orden.
- Jeg kan kun opfordre kommunerne til at fortsætte med at bruge penge på at renovere og forbedre skolerne, siger han.