Børn bliver ramt af vuggestuepest
26. sep. 2007 06.47 HovedstadsområdetLegetøj der kun vaskes en gang om året og overfladisk rengøring er med til at gøre indeklimaet i vuggestuer og børnehaver så dårligt, at børnene bliver syge. Mange børn bliver ramt af den
såkaldte "vuggestuepest".
- Det kalder vi det, fordi børnene i institutionerne hele tiden smitter hinanden, forklarer Niels Højby, der er overlæge på Rigshospitalet.
At der er problemer med sundheden i institutionerne, kan Stina Kruse Skov skrive under på, for på under et år har hende datter fået penicillin fire-fem gange.
- Hun har ellers altid været sund og rask, men siden hun begyndte i vuggestue, har hun hele tiden været syg, siger Stina Kruse Skov til Nyhedsavisen.
Eksempelvis er antallet af influenza-ramte unger steget markant de senere år, viser de seneste tal, og det smitter af på penicillin-statistikken.
- Generelt er danskernes forbrug af penicillin og andet antibiotika steget eksplosivt de seneste år. Vi propper os nu med årligt knap 46 ton antibiotika. Det er en stigning på tyve procent i forhold til for to år siden, og meget af den medicin giver vi til vores børn, siger læge Niels Højby.
Også pædagogernes fagforbund, BUPL, nikker genkendende til problemerne med indeklimaet i børnehaver og vuggestuer.
- Der er simpelthen for mange børn på stuerne. Luften er tætpakket med bakterier og vira, og så er det klart, børnene går hen og bliver syge", forklarer arbejdsmiljøkonsulent i BUPL, Niels Bang Hansen.
Stadslægen i København fastslog da også for flere år siden, at børnene ville blive mindre syge, hvis de fik mere plads.