Sporvogn kan køre allerede i 2018
04. jul. 2008 07.34 Hovedstadsområdet
Opdat.: 04. jul. 2008 10.12Sporvogn til tiden? Måske i 2018.
En letbane på tværs af hovedstaden kan være klar til at løse pendlerproblemer allerede om 10 år.
En organisation med 11 hovedstadskommuner og Region Hovedstaden vil give pendlere en moderne sporvogn langs Ring 3 fra Lyngby over Glostrup til Ishøj og Brøndby.
Prisen løber op i 5 milliarder kroner, der blandt andet skal finansieres ved bompenge i hovedstaden.
Folketinget har tidligere i år afvist at indføre bompenge, og det ærgrer Pia Olsen Dyhr, der er SF's trafikordfører på Christiansborg:
- Vi kan se, at det virker. Det virker i Stockholm, der har man fået bilerne ud af byen. Det virker også i Oslo, og man har sågar også indført det i bilernes land, Italien i Milano.
Nu mangler resten af folketingets politikere at blive overbevist, og det skal ske med gode argumenter, forklarer Gladsaxes borgmester, Karin Søjberg Holst, der formand for samarbejdsorganisationen:
- Der er den spildtid, der er ved at sidde i kø, og køerne bliver længere og længere i københavnsområdet. Og så er der CO2 belastningen, som vi alle er meget optagede af. Det er to rigtig gode argumenter for at se på en god kollektiv trafikforbindelse som letbanen, siger hun.'