Eks-rocker hjælper Brian M. i bandekrigen
23. jan. 2010 22.53
Opdat.: 24. jan. 2010 07.01Oprettelse af et regulært bandefængsel, særlige tiltag for frafaldne bandemedlemmer og øget offentlig registrering af bandemedlemmer.
Det er blot nogle af punkterne i det forslag, som den tidligere rocker Michael Green har sendt til justitsminister Brian Mikkelsen i forbindelse med den bandekonference, som Justitsministeriet holder på fredag, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Kommer andre til hjælp
Michael Green afsoner i øjeblikket otte års fængsel i Statsfængslet Østjylland for narkosalg, trusler og skattesvindel.
- Det er flot, at han står frem med konkrete forslag. Hans ideer rækker ud over de problemer, han selv har stået i, og han kommer andre til hjælp, siger Socialdemokratiets retspolitiske ordfører, Karen Hækkerup.
- Bandekonflikten har taget en forkert retning og er ude af proportioner, siger Michael Green, som kort efter nytår også stiftede foreningen TBM, Tidligere Bandemedlemmer, sammen med andre eks-rockere.
Foreningens erklærede formål er at kæmpe for et bandefrit område bl.a. gennem foredrag for unge og hjælp til tidligere rockere og bandemedlemmer. Også inden for fængslernes mure modtages forslagene og foreningen positivt.
Her oplever Annelise Brok, der er formand for Fængselspræstforeningen og fængselspræst i Statsfængslet Østjylland, det enorme gruppepres, som mange bandemedlemmer og rockere er udsat for.
Har bedt om gode forslag
Forud for bandekonferencen på fredag har justitsminister Brian Mikkelsen opfordret alle med en særlig interesse i bandemiljøet til at komme med gode ideer.
Han bekræfter, at Michael Green er det eneste tidligere, fuldgyldige medlem af en rockergruppe, som har benyttet sig af tilbuddet.