Små dyr vrimler i vandrørene
31. jan. 2010 23.47
Opdat.: 01. feb. 2010 05.34Til mange eksperters store forundring har det vist sig, at der lever masser af små, hvirvelløse dyr i de vandledninger, der bringer drikkevand ud til danskerne, skriver Jyllands-Posten.
Mikroskopiske krebsdyr, vandlopper, dafnier, ledorme og vandbænkebidere op til 16 millimeter lange lever i vores vandrør, viser undersøgelser fra Odense, København og Århus.
- Det ser ud til, at smådyrene er alle steder i alle de større vandforsyninger. Men vi mener ikke, at de udgør en sundhedsrisiko. Vi tror, at de har været i ledningssystemerne næsten altid, siger professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra DTU Miljø, der indtil for nylig ikke havde hørt om dyrene i vores drikkevand.
Findes overalt
Det er VandCenter Syd, der leverer vand til 153.000 odenseanere, som for nylig valgte at sætte en større undersøgelse i gang for at få problemet grundigt undersøgt, efter at smådyrene i to-tre tilfælde var endt ude hos forbrugerne.
- Indtil for nylig troede de andre vandselskaber, at det var et rent Odense-problem. Nu kan vi se, at de er overalt, fortæller direktør Anders Bækgaard fra VandCenter Syd.
Hos By- og Landskabsstyrelsen, der har det overordnede ansvar for at holde øje med vores drikkevand, oplyser kontorchef Inger Bergmann, at man sammen med Sundhedsstyrelsen følger sagen tæt.