Flere vælger nonfirmation
13. mar. 2010 07.41 HovedstadsområdetFlere unge siger nej til Gud.
Det mærker blandt andet ungdomsorganisationen DUI-Leg og Virke, der nu også er begyndt at afholde nonfirmations-receptioner i København, skriver Dagbladenes Bureau.
- Når de unge har brugt to timer i selskab med os, tager de hjem og holder en regulær fest for familien. Fuldstændig ligesom alle deres kammerater, der bliver kirkeligt konfirmeret, siger Freddy Christiansen, der er frivillig medarbejder i DUI.
På landsplan bliver omkring 70 unge nonfirmeret under organisationen, hvis arrangementer oftest foregår på et rådhus.
Kurser om ytringsfrihed
Også Humanistisk Forening mærker en øget efterspørgsel på kurser for unge, der ikke ønsker en kirkelig konfirmation. Kurser, der munder ud i en stor nonfirmationsreception.
- På kurserne lærer de unge om ytringsfrihed, racisme og menneskerettigheder. Men også om ting, der bliver konkrete problemstillinger i de kommende år for dem: Narko og alkohol, fortæller hovedbestyrelsesmedlem Rainer Lippold.