Landsret: Erik Skov skal blive i fængslet
01. mar. 2011 17.38
Opdat.: 01. mar. 2011 18.50Henriette Kjærs samlever, Erik Skov Pedersen, må indstille sig på at blive bag tremmer frem til 11. marts. Østre Landsret slukkede nemlig i dag hans håb om at slippe ud allerede nu.
I fredags fik Erik Skov Pedersen forlænget sin varetægtsfængsling ved Retten i Lyngby, men den kendelse var han og hans forsvarer, Mia Wagner, så utilfredse med, at de valgte at kære afgørelsen til landsretten. Men uden held.
Landsretten siger i sine præmisser for afgørelsen, at Erik Skov Pedersen på fri fod vil have mulighed for at afstemme forklaringer med andre. Særligt lægger retten vægt på, at Erik Skov og en mand ved navn Carsten Nielsen ikke må få lov at snakke sammen om sagen.
Erik Skov Pedersen er sigtet for dokumentfalsk og bedrageri. Oprindelig lød sigtelsen på svindel for 6,1 millioner kroner, men anklagemyndigheden har siden ændret beløbet til 5,3 millioner kroner.
Erkender bedrageri for 2,4 mio. kr.
Erik Skov har aflagt en delvis tilståelse i sagen. Det skete allerede, da han 11. februar blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. Erik Skov har erkendt bedrageri for et beløb på 2,4 millioner kroner.
Svindlen er angiveligt foregået i forbindelse med ejendomshandel af 92 ungdomsboliger i Roskilde, 23 rækkehuse i Glostrup og et privathospital i Brøndby. I den sammenhæng har Erik Skov angiveligt snydt nogle investorer.
Anklagemyndigheden har oplyst, at Erik Skovs fupnumre kunne have kostet et investeringsselskab et tab på op til 142 millioner kroner.
Selve retssagen mod Erik Skov Pedersen går efter planen i gang i slutningen af april.