Hærværk plager Hvidovre Hospital
17. mar. 2010 17.44 HvidovreSmadrede bilruder, tyveri og hærværk.
Det syn møder ofte de ansatte på Hvidovre Hospital, når de kommer ned i parkeringskælderen. Et problem som rammer både de ansatte, pårørende og patienterne, skriver Dansk Sygeplejeråds nyhedsbrev Synergi.
Problem flere steder
Og det er et problem mange steder, siger vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegnspoliti, Ole Andreasen:
- Vi ser det rundt omkring i beboelseskvarterer og vi ser det ved en række hospitaler, siger Ole Andreasen.
Ikke fair
De mange indbrud i bilerne i parkeringskælderen har skabt utryghed på Hvidovre Hospital, siger en af de ansatte, Tina Hansen:
- Vi er flere kollegaer, som har haft indbrud i vores biler. Nummerplader er blevet fjernet, ruder er blevet smadret og nogen gange kommer folk ned til en bil, der står helt uden hjul. Man prøver at passe sit arbejde, og så skal man være bekymret for, hvad der venter en i p-kælderen, når man endelig har fri, siger Tina Hansen.
Hvidovre Hospital vil nu sætte videokameraer op i håb om, at det kan stoppe tyverierne fra de parkerede biler.