Politiet: Boykot tiggere
30. jun. 2007 10.21 København
Opdat.: 30. jun. 2007 13.16Hovedstadens gader oplever i år en mindre invasion af rumænske tiggere, som forsøger at lokke penge ud af københavnere og turister.
- Vi har set en eksplosion af rumænske tiggere og lommetyve, siger Mogens Lauridsen, der er politiinspektør ved Station City i København.
Giv dem ikke penge
Hans opfordring er klar:
- I skal i hvert fald ikke give dem penge, for så bliver der bare endnu flere af dem, siger han. Samtidigt opfordrer han til at passe på:
- Man skal også være opmærksom. For vi har eksempler på at hvis det ikke lykkes dem at tigge, så stjæler de en taske eller sådan noget.
Rumænere værre end slovenere
Politiet har allerede anholdt mellem 40 og 50 rumænere for blandt andet lommetyveri og tiggeri. Og problemet er større end sidste år, hvor det især var slovenere, der kom til København for at tigge.
- De tigger på en mere aggressiv måde end de slovenere, som vi havde en del af sidste år, og de har tilsyneladende heller ikke så meget respekt for at blive taget, siger Mogens Lauridsen.
Han vurderer, at omkring 100 rumænere tiggere er taget med bus hertil for at tigge.
Det er ikke kun politiet, der opfordrer folk til at undlade at give penge til tiggere. Det samme gør DSB.