Ritt B. indretter rådhus for millioner
16. sep. 2008 03.36
Opdat.: 16. sep. 2008 05.25Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard er ved at sætte fire mødelokaler på rådhuset i stand for fem millioner kroner, samtidig med at renoveringen af kommunens nedslidte skoler og idrætsanlæg er blevet udskudt.
Det skriver Ekstra Bladet, der har fået aktindsigt i en række dokumenter, hvor det fremgår, at mødelokalerne skal fyldes op med luksuriøse designermøbler, dyre tæpper og det allernyeste it-udstyr. Oven i købet skal det lokale, hvor økonomiudvalget med Ritt Bjerregaard som formand holder til, være noget helt særligt:
- Rummet må meget gerne være mere eksklusivt indrettet end de andre møderum, lyder kravet til arkitekterne.
Ritt Bjerregaards partifælle Jette Bergenholz Bautrup siger:
- Jeg kender ikke den konkrete sag, men det virker vanvittigt at bruge penge på mødelokaler på rådhuset, når toiletterne på skolerne er uhumske, og vi mangler daginstitutioner.