Far fængslet for vold mod spædbarn
23. jan. 2010 17.47
Opdat.: 24. jan. 2010 07.23En 34-årig mand er varetægtsfængslet i 26 dage, sigtet for at have udsat sin seks måneder gamle søn for vold, så han var tæt på at dø.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, hvor han afviste at være skyld i barnets svære skader.
Den seks måneder gamle dreng har brækket et kraveben og er blevet opereret for en livstruende hjerneblødning. Desuden havde han blodudtrædninger på halsen og blå mærker flere steder. Hans tilstand er kritisk.
Hjerneblødning og brækket kraveben
Fredag aften blev politiet kaldt til en adresse i Valby i København efter forlydender om, at en lille dreng var kommet til skade.
Familie og venner til barnets forældre blev opmærksomme på, at drengen ikke reagerede, som han skulle.
Drengen blev bragt til Hvidovre Hospital, men skaderne var så alvorlige, at han blev overført til Rigshospitalet. Politiet anholdt kort efter barnets far.
- Drengen er efter operationen lagt i respirator, og hans tilstand er stabil, men stadig kritisk, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi.