Mor talte i telefon med søn under overfald
07. feb. 2010 10.24 KøbenhavnEn mor i København er dagens helt efter, at hun i går fik forpurret et gaderøveri mod sin teenagesøn. Det skriver ekstrabladet.dk
Drengen gik på Tuborgvej i København Nordvest og talte i telefon med moderen, da tre knægte kom forbi og forlangte at få drengens telefon, men det nægtede han i første omgang.
Alarmerede politiet
Så trak de tre en kniv, og moderen som stadig var i telefonen, hørte, hvor dramatisk sagen udviklede sig.
- Drengen afleverede fornuftigt nok sin telefon nu, men moderen havde slået alarm til 112. Der nåede nok at fare mange tanker gennem hovedet på hende. Men politiet var lynhurtigt på stedet og kunne anholde de tre, siger Gunnar Nørager, central efterforskningsleder i København til ekstrabladet.dk
To af drengene, der kun lige er 15 år, skal i dag for en dommer. Den sidste er ikke fyldt 15 og dermed under den kriminelle lavalder.