Nørrebro-unge laver teater for Haiti
07. feb. 2010 10.36 København- Vi vil gerne lave en forestilling til støtte for Haiti.
Sådan lød det fra en gruppe unge fra RessourceCenter Ydre Nørrebro, der i dag spiller forestillingen Perlerække i Pumpehuset i København.
- De vil gerne støtte andre unge i verden, der har problemer, der er større end deres egne. Selvom de selv har udfordringer i deres liv, så vil de gerne vise, at de kan noget, siger Anoir Hassouni, centerleder for de unge.
Egne historier til samfundet
Forestillingen handler om Nørrebros historie og den virkelighed, de unge lever i.
- Formålet er at give de unge en platform for at komme frem med deres egne autentiske historier ud til samfundet, siger Anoir Hassouni.
Perlerækken spiller på Pumpehuset i dag kl. 15.00 og 18.00. Man kan ikke bestille billetter på forhånd, men skal bare dukke op, og så fungerer det efter først-til-mølle-princippet.