Kokain gemt i spartelmasse
09. feb. 2010 07.56 KøbenhavnTre kilo kokain skjult i en spand med ti kilo spartelmasse sender nu to københavnske kioskejere i varetægtsfængsel, skriver Ekstra Bladets på sin hjemmeside.
Det var en 39-årige kurér, der havde taget narko-spanden med til København.
Han blev anholdt på sit hotelværelse i København og efter en langvarig efterforskning blev kioskejerne, to brødre, varetægtsfængslet.
Ransagninger af deres kiosker afslørede også et stort lager af tyvekoster samt svindel med kioskvarer.
Politiet siger, at brødrene samarbejdede med et hold indbrudstyve, der står bag mindst 30 indbrud. De fandt frem til ofrene gennem varer, der var til salg i Den Blå Avis.
Sagen mod kioskejerne er en fortsættelse af en international efterforskning, hvor politiet har afsløret en narkoliga med base i Barcelona-området i Spanien, som har smuglet heroin til Danmark skjult i benskinner. To af hovedmændene fra Barcelona er også varetægtsfængslet i København. Den ene er efterlyst af tysk politi for indsmugling af 137 kg. heroin, skriver ekstrabladet.dk.