Krænket over at blive kaldt leverpostej
12. mar. 2010 08.17 KøbenhavnSå har en dansk avis igen krænket en befolkningsgruppe.
Denne gang er det ikke et religiøst mindretal, der er blevet udsat for krænkende udtalelser - med risiko for handelsboykot og flagafbrændinger, der fortæller den lokale tv-station TV-Bella.
Nej, det er såmænd den københavnske bydel Brønshøj, som i Politiken er blevet sammenlignet med et stykke med leverpostej - og det vel at mærke UDEN rødbeder og stegte løg.
Mere sushi end leverpostej
Christian Hesselberg, formand for Brønshøj-Husum Lokaludvalg føler sig krænket over udtalelserne.
- Brønshøj er slet ikke en kedelig bydel, det er en rigtig spændende bydel med grønne områder og kulturelle aktiviteter. Brønshøj er meget mere varieret, fx sushi med ingefær og wasabi. Det er ikke et kedeligt sted at være, siger Christian Hesselberg.
Forventer en undskyldning
Lokaludvalget og borgerne håber nu, at avisen vil trække de krænkende udtalelser tilbage.
- Vi er dybt krænkede over, at Politiken har omtalt det sådan. Politiken har det jo med at give undskyldninger til folk, der er krænket, så vi forventer helt klart, at Tøger Seidenfaden personligt rykker ud med en undskyldning, siger Christian Hesselberg, formand for Brønshøj-Husum Lokaludvalg.
Han har dog ikke tænkt sig at brænde aviser af på Brønshøj Torv. De mest yderligtgående konsekvenser kunne være, at borgerne afmelder deres abonnement.
Ingen kommentarer for chefredaktøren
Og den lille TV-station TV Bella - som vi har historien fra - har forsøgt at få fat i Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden for en kommentar - foreløbig uden held.