Nedtrykt pige fundet i god behold
14. mar. 2010 11.03 KøbenhavnEn eftersøgning med helikopter og hundepatruljer på Amager blev lørdag indstillet, efter en 17-årig pige selv ringede til sine forældre og bad om at blive hentet.
Pigen havde tidligere lørdag ringet til forældre og truet med selvmord. Det fik politiet til at sætte en større eftersøgning i gang.
Politiet sporede pigens mobiltelefon til Kongelunden, men kort efter at en hundepatrulje ankom til Hejresøen i Kongelunden, blev pigens mobiltelefon slukket.
Omkring kl. 20 ringede pigen dog selv til sine forældre og bad om at blive hentet, hvorefter hun blev mødt af en politipatrulje på Kongelundsvej. Ifølge politiet er pigen forkommen, men hun har det efter omstændighederne godt.