Tre børn gik gennem isen
15. mar. 2010 13.29 KøbenhavnTre børn er i dag gået gennem isen i Østre Anlæg på Østerbro i København.
- Vi fik et opkald om, at tre børn var gået gennem isen. Den ene anmelder ringede tilbage, inden vi nåede frem og fortalte, at børnene var kommet op ved egen hjælp. De var tilsyneladende lidt våde. Vi har ikke haft kontakt med børnene. De var gået fra stedet, da vi kom frem, siger Kristian Levy til ekstrabladet.dk.
Han advarer nu på det kraftigste børn og voksne om at holde sig langt væk fra isen på de københavnske vådområder.
- Det er muligt, at isen visse steder ser ud til at være så tyk, at den kan bære, men det snyder. Der kan både være luft og hulrum i isen, som gør, at den ikke kan bære, og meldingen herfra lyder, at man skal holde sig på land, alt andet er simpelthen forbundet med stor fare og risiko, siger Kristian Levy til ekstrabladet.dk.