Langt flere søger sociale fag
16. mar. 2010 17.00 KøbenhavnEn fremtid som lærer, socialrådgiver og sygeplejerske er igen i høj kurs. Også selvom der hele tiden snakkes om nedskæringer og fyringer på både hospitaler, kommuner og skoler.
I hvert fald vokser bunken med ansøgere til uddannelserne. Alene på Professionshøjskolen Metropol i København er der 72 procent flere ansøgere til læreruddannelsen end sidste år - og 61 procents fremgang til uddannelsen til socialrådgiver, skriver Politiken.
Godt for alle
Og det kommer os alle sammen til gode, siger rektor Stefan Hermann:
- De mennesker vi uddanner som socialrådgivere, pædagoger, lærere og sygeplejersker, det er dem som alle borgerne møder hver eneste dag. Derfor er dét, at de her uddannelser er attraktive, fuldstændigt afgørende for kvaliteten af vores velfærdssamfund. Så det betyder rigtigt meget, og det vil om få år kunne mærkes hos forældrene og de pårørende, der har brug for bistand i det her samfund, siger Stefan Hermann.
Han håber, at flere år med et faldende elevtal nu er vendt til en stigning.